Jon Bon Jovi er rockstjerne med stort 'R' som i Rock'n'Roll.
Den amerikanske sanger valgte selv - efter anbefaling fra Bruce Springsteen-guitaristen ’Little’ Steven Van Zandt - at hyre de forholdsvis ukendte danske Breakers-drenge til at ledsage ham på en turné til nogle af Europas allerstørste koncertarenaer.
Alligevel er det ikke meget, bandmedlemmerne i The Breakers har set til det amerikanske rock-ikon.
- Nu er det ikke så tit, jeg er backstage til kæmpe rockshows, men det er tydeligt, at Jon Bon Jovi er en af de her klassiske rockstjerner, der kører stilen med at ankomme i en stor sort Mercedes-limousine fem minutter før showstart og smutter lige så hurtigt igen bagefter, så det er ikke meget vi har set til ham backstage i forbindelse med de tre første shows, siger The Breakers-forsangeren Toke Nisted til ekstrabladet.dk
I skylder vist en øl
Før showet i Zagreb lykkedes det dog at hive en enkelt kommentar ud af den reserverede superstjerne, der på søndag sammen med The Breakers optræder for cirka 30.000 publikummer til en næsten udsolgt koncert i Casa Arena i Horsens.
- Anders mødte ham tilfældigt backstage. Det blev til en lynhurtig snak. Han stoppede Anders og spurgte, om han ikke var fra The Breakers. Det bekræftede Anders, hvortil Jon Bon Jovi med et glimt i øjet svarede: 'Jeg tror, I skylder mig en øl'. Og så var den samtale forbi, fortæller Toke Nisted.
Ikke et oplagt valg
I det hele taget er det kommet ret meget bag på det københavnske band, at Bon Jovi valgte netop dem som opvarmning.
- Bon Jovis og vores musik er meget forskellig. Det er jo på mange måder ikke et oplagt valg, men på den anden side, så er det jo bare rockmusik, og vi siger sgu' ikke nej til muligheden for at få lov til at spille for så mange mennesker rundt om i hele Europa, siger Toke Nisted.
Køb vores plade
Når The Breakers på søndag gæster Horsens, har forsangeren tænkt sig at udnytte, at bandet for en gangs skyld er mere på hjemmebane end hovednavnet.
- Jeg forventer en rigtig fed stemning, og så bliver det selvfølgelig lidt nemmere for mig at råbe: 'Tusind tak. Køb vores plade!', men når koncerten først kører, så spiller det ikke den store rolle, hvor mange mennesker der er tilstede eller, hvor i verden man befinder sig. Så gør man bare sit bedste. At det forgår i Horsens i stedet for Berlin betyder i virkeligheden bare, at det taget lidt kortere tid for mig at komme hjem i seng, siger Toke Nisted.
Koncerten på søndag i Casa Arena i Horsens har længe haft status af 'udsolgt'.
I går blev der imidlertid udbudt cirka 200 billetter til salg via billetlugen.dk. I skrivende stund er der stadig få af disse ekstrabilletter til salg.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.