Nik og Jay: Vi er de sygeste entertainere

Nik og Jay ved godt, at de kan deres kram. Men der er langt fra de sange, der bliver sendt ud over scenekanten, til den duo, man møder bagved

- Vi er superbeærede over, at Danmark har givet os muligheden for at se hele verden igennem vores musik, forklarer Nik (tv.). (Foto: Benjamin Kürstein)
- Vi er superbeærede over, at Danmark har givet os muligheden for at se hele verden igennem vores musik, forklarer Nik (tv.). (Foto: Benjamin Kürstein)

MALMØ (Ekstra Bladet): Det bliver ikke hottere for tiden end Nik og Jay. For nu at bruge deres eget sprog. De to sangere ligger for fjerde uge i træk nummer et på den danske albumhitliste med ’Engle eller dæmoner’ og nærmer sig en halv million solgte album igennem tiden.

Men bag den store succes og de tekster, som anmelderne mener er usmageligt fyldte med selvtillid, gemmer der sig to ydmyge entertainere med fødderne solidt plantet i underlaget på Vesterbro.

Ekstra Bladet mødte i lørdags duoen med de borgerlige navne Jannik og Niclas i Malmø, hvor de pudsede formen af inden deres store danske sommerturne.

– Hvordan er det at ligge nummer et på den danske albumhitliste uge efter uge?
– Jeg er stadig vildt beæret og oppe at køre over at ligge nummer et, selv om jeg har været i gang i branchen i 10 år. Det vænner man sig aldrig til. Det er for sindssygt at være det band, der sælger mest i hele landet, siger Niclas.

Læs også: Nik & Jay fik Malmø til at koge

– ’Mod solnedgangen’ fra jeres nye album er blevet spillet meget herhjemme. Ved I selv, når I har lavet et hit?
– Jeg troede, at jeg vidste, hvad der nogenlunde var et hit, men jeg ved ikke en skid. Vi mener alt det musik, vi laver, men det er op til andre at bestemme rækkefølgen, og hvad der skal udgives. Jeg har simpelt hen mit hoved, mit hjerte og mine ædlere dele for langt inde i det hele til at kunne sige, at noget er bedre end noget andet.

– ’Engle eller dæmoner’ er den første plade med engelske numre. Var det sværere at skrive dem end de danske?
– Egentlig ikke. Vi har lavet musik på engelsk til os selv siden starten. Vi har bare ikke følt os klar til at udgive. Men nu synes vi, at det var på tide, at der kom noget rap på engelsk, for det er der ikke meget af i Danmark. Vi er ikke de bedste til at rappe eller synge på engelsk. Eller på dansk for den sags skyld. Men vi mestrer stadig hele lortet. Allround er vi bare de sygeste entertainere, der nogen sinde har været i Danmark. Sådan er det bare. Vi kaster os ud i håbløse ting. Men vi er ikke bange for at skvatte i snørebåndet.

Læs også: Nik & Jay: Fra himmel til helvede

– Anmelderne snakker altid om, I er blevet voksne eller ej. Hvad synes I selv?
– Folk taler hele tiden om, at vi skal være blevet voksne efter 10 år, og at vores tekster har eller skal have mere dybde. Men jeg synes bare, at vi har dygtiggjort os. Især i tekstskrivningen. Vi tænker mere over de tekster, vi skriver i dag. Så måske kommer det lidt dybere indefra, siger Jannik.

– Hvordan kommer det til udtryk?
– Vi er blevet dybt overtroiske begge to. Vi føler, at vi skriver os ind i, hvordan vores liv ser ud om to år. Han er især farlig, ham der, siger Niclas og peger på Jannik.
– Når han drømmer eller forestiller sig nogle ting, så sker det bare. Så du kommer aldrig til at se os skrive ’I am leaving on a jetplane’-tekster, for hvis vi skriver, at vi kradser af, så kradser vi fucking af. Det gør vi. Så det er jo en form for begrænsning.

Nik og Jay starter i aften deres danske sommerturne på Jelling Musikfestival. Her forventes 25.000 mennesker at gæste Danmarks tredje største festival.