Politi-sigtelse: Musiker tævede mand med jernrør

Sparkede fuld skoleelev i ansigtet og udøvede 'særlig rå og brutal vold'

Søndag blev sangskriveren fremstillet i et hemmeligt grundlovsforhør, og der blev nedlagt navneforbud. (Foto: Thomas Lekfeldt)
Søndag blev sangskriveren fremstillet i et hemmeligt grundlovsforhør, og der blev nedlagt navneforbud. (Foto: Thomas Lekfeldt)

Et af Danmarks største sangskrivertalenter og popnavne, der lige nu er ved at etablere sig på den store scene, skal nok få lært akkorderne til 'Jailhouse Rock' i en fart.

For er der bare en flig af sandhed i den sigtelse, som politiet rejste mod ham under et hemmeligt grundlovsforhør i weekenden, så står den på fangetransport og ikke turbus for den unge kendis.

Overfaldet skete i popstjernens lejlighed natten til søndag. En ung gymnasie-elev var ifølge sigtelsen offeret, og et 77 centimeter langt jernrør var våbnet, da han gik amok.

Kendis-søn
Den unge mand er søn af en af landets mest anerkendte kunstnere og har trods sin alder stor succes med at skrive musik til adskillige danske kunstnere og samtidig køre sin egen karriere.

Ifølge Ekstra Bladets oplysninger var offeret sammen med en kammerat på besøg hos en ven, der bor sammen med kendissen. De sad midt på natten og talte i deres brandert, blandt andet om den unge popsanger. På et tidspunkt siger de for sjov, at kendissen hellere må få nogle tæv som hævn for, at han ødelagde kammeraternes camp på Roskilde Festivalen sidste år.

Fra sit rum i lejlighedens øverste etage hørte han sit navn og ord om tæsk og gik i et noget aggressivt forsvar.

Ekstra Bladet erfarer, at han kom løbende ned ad trapperne, råbte mod gruppen og tog det lange og tunge jernrør og svingede det mod den berusede gymnasieelev. Ifølge sigtelsen slog han mindst to gange, og i retsbogen kan man læse, at politiet mener, at han sparkede mindst to gange mod den sårede mand.

Volden, som i fagsprog hedder særlig rå og brutal, gav skader i ofrets hoved, og der blev ringet efter en ambulance. Samtidig kom politiet, da meldingen lød på vold.

Blev taget med
Og mens gymnasieeleven blev kørt på skadestuen og behandlet, tog politiet det unge popnavn med på stationen.

Søndag blev sangskriveren fremstillet i grundlovsforhør, og helt usædvanligt valgte man at nedlægge et navneforbud mod kendissen, ligesom dørene blev lukket. I dommerens begrundelse står der, at omtale på afgørende måde kan hindre opklaring. Mere realistisk er det, at kendissen får denne usædvanlige beskyttelse for, at hans families navn så ikke kommer ud.

Han ønskede i går ikke at delagtiggøre Ekstra Bladet i overfaldet, der altså truer med at koste tid i kachotten.

Helt tavs var han ikke i retten i søndag. Selv om langt de fleste oplysninger altså skal holdes hemmelige, så tyder noget på, at kendissen har givet en troværdig version af historien til dommeren.

Dommeren valgte i hvert fald at løslade den unge mand.

0 kommentarer
Vis kommentarer