Kato kan bryde international lydmur i 2011

2010 blev året, hvor alle natteravne lærte dj Kato at kende i Danmark. Næste år kan den sindige nordjyde komme på læberne overalt i verden

Al rampelys er i året faldet rigtigt på dj Kato. Han har været på en hektisk turné i år, men han skruer han ikke ned for ambitionerne i 2011, hvor han satser på det helt store internationale gennembrud. (Foto: Anthon Unger)
Al rampelys er i året faldet rigtigt på dj Kato. Han har været på en hektisk turné i år, men han skruer han ikke ned for ambitionerne i 2011, hvor han satser på det helt store internationale gennembrud. (Foto: Anthon Unger)

Han er kendt for clubhittene 'Turn the lights off', 'Hey shorty' og utallige remix af tidens største kunstnere.

Navnet er Thomas Kato Vittrup - eller bare Kato, som han kalder sig selv som kunstner.

I løbet af 2010 har han solgt intet mindre end 100.000 singler, spillet over 250 jobs - og ja, så blev han for ottende gang nomineret til årets dj.

Men sammenlignet med Morten Breum og Trentemøller er han stadig et relativt ubeskrevet blad, selvom han står på spring til et internationalt gennembrud i 2011.

17 år undervejs
Kato er født og opvokset i Thy i Nordjylland.

- Jeg boede faktisk tæt på Thy-lejren, så lidt hippie er der da over mig, siger Kato til ekstrabladet.dk.

Han flyttede først fra hjemegnen for et år siden, fordi han nu ville satse hele butikken for musikken.

- Jeg startede mit første mobil-diskotek som 12-årig. Som 17-årig begyndte jeg så med at spille på diskoteker. Men det er relativt nyt, at jeg nu er begyndt at spille under mit eget navn, siger den 29-årige jyde.

Han udgav i marts i år sit første studiealbum 'Discolized', og det har været et stort skridt for ham.

Kim Larsen som idol
- Det har altid ligget i kortene, at jeg skulle være musiker. Min far var trommeslager, og første dag i børnehaven præsenterede jeg mig som Kim Larsen. Min mor måtte naturligvis korrigere og fortælle, at jeg rent faktisk hed Thomas.

- Men jeg har taget tilløb længe, men jeg følte først i år, at jeg rent faktisk selv havde noget at byde på som kunstner.

Pladen er tæt på at have solgt guld herhjemme, hvilket ifølge ham selv ikke er specielt meget.

- Min musik og den målgruppe jeg henvender mig til, går ikke ud og køber plader. Men kigger man på antallet af solgte singler, så kan man vel godt sige, at det har været mit år.

Hip-hop er in igen
- Jeg tror min succes skyldes, at jeg har fundet en ny retning indenfor musik. Jeg blander pop, hip-hop, soul og det som folk kender mig for - house. Og netop den måde jeg gør det på, har folk åbenbart godt kunne lide.

Og hip-hoppen ligger i generne. Eller hvert fald i årene efter i dag.

- Lige nu sidder jeg hos min tatovør. Jeg er ved at få lavet et minde/flashback på min arm af forskellige figurer. Blandt andet en old school ghetto-blaster, nogle roser og en mixer.

- Og det er vel meget sigende for mig. For jeg har altid lyttet meget til hip-hop, fortæller Kato, der også lidt ligner en gangster med sin skaldede isse og brede skuldre.

Privat bor han sammen med sin kærste i Aarhus, og selvom året har føltes som en lang drøm for dj'en, så mener han ikke, han har glemt, hvor han kommer fra.

- Det hele har føltes som en drøm, man ikke vil vågne fra. Men når det bliver søndag, så skal jeg altså stadig ligge på sofaen - og mandag skal jeg handle ind i Netto.

Signet af Universal
Kato har netop rundet 250 jobs denne sæson. Men nu går turen sydpå.

- Jeg har skrevet kontrakt med pladeselskabet Universal i Tyskland. De tror virkelig på min musik, og vil lancere det først på det tyske marked. Og hvad mange ikke ved er - at det også var dem, der førte Lady Gaga frem i lyset. Så selvom jeg er nordjvestjyde, er det svært ikke at være optimistisk.

Han stopper til februar med at spille danske jobs, hvor han tager på en lille turné to måneder ud i Europa.

- Men jeg kommer tilbage. Jeg elsker det danske publikum, og derfor tager jeg også rundt efterfølgende på danske spillesteder. Og så er der alle festivalerne til sommer.

Hyldet af Quincy Jones
At det internationale gennembrud måske ikke er så langt væk, fik han bekræftet i sommer.

- I sommer spillede jeg på en svensk festival, og en ældre, brun herre kom hen til mig og sagde, at han godt kunne lide min musik. Fem minutter senere kunne jeg se ham på scenen, mens der på storskærmen stod at æresgæsten Quincy Jones (har blandt andet arbejdet med Frank Sinatra og Michael Jackson, red.) nu ville underholde. Det var helt vildt, siger Kato.

Han fortæller, at han nok kommer til at savne de danske scener. Men ligefrem ked af det er han ikke.

- Der er mere plads i udlandet til at være dygtig til noget. Herhjemme regerer janteloven stadig mange steder. Og så er der bare et eller andet med os dj's. Vi bliver ikke respekteret som kunstnere, men mere bare opfattet som nogen der vender plader.

- Jeg spiller aldrig to ens koncerter. Har aldrig en setliste. Jeg tilpasser det til mit publikum, men det kan godt gøre mig lidt vred, når der kommer en pige op med en promille på 2.5 og beder om, at jeg spiller 'Himmelhunden'.

Kato har netop udgivet singlen 'Sjus', hvor Ida Corr, Camille Jones og Johnson medvirker. Nummeret vil være at finde på hans kommende album 'Discolized 2.0', der udkommer i Danmark til foråret.

Vil du vide mere om den skaldede nordjyde, kan du besøge hans Facebook-side.