Danske Camille Jones' største hit til dato er 'The Creeps', der i sine forskellige versioner er blevet afspillet flere end 10 millioner gange på YouTube.
Til februar vil det vise sig, om Camille stadig skyder lige skarpt, når hendes nye album 'Did I Say I Love You' lander i pladeforretningerne den 21. februar.
Ifølge en pressemeddelelse vil albummet byde på et lidt blødere udtryk, men dog stadig levere de hede, hårdtpumpede klubhits, som er blevet hendes varemærke.
- Denne gang har jeg ikke et behov for at bevise en masse ting, men et behov for at fortælle nogle historier. Så jeg har givet mig selv lov til at lave 10 kærlighedssange. Det forrige album handlede om sex, og nu er vi så et lag længere inde, for jeg føler mig mere modig nu, siger Camille Jones om sit kommende album, der er produceret i samarbejde med hitmageren Rune RK.
'Did I Say I Love You' følger op på 'Barking Up the Wrong Tree' fra 2008, som blandt andet førte til nomineringer ved Danish Music Awards og P3 Guld.