Landsholdet kan ikke - Nephew kan

Nephews kritiserede VM-sang, 'The Danish Way to Rock', er strøget til tops på hitlisten trods sløj dansk VM-start

Landsholdet og Nephew giver den som moderne rock 'n' rollere. (Foto: Rasmus Flindt Pedersen)
Landsholdet og Nephew giver den som moderne rock 'n' rollere. (Foto: Rasmus Flindt Pedersen)

Hvad det danske fodboldlandshold endnu ikke har formået i Sydafrika, nemlig at gå til tops, har Nephew formået på den danske singlehitliste.

Gruppens VM-slagsang, 'The Danish Way to Rock', er nemlig strøget til tops på hitlisten efter i sidste uge at have ligget på en femteplads.

Sangen formåede allerede for otte uger siden at gå ind som nummer et på hitlisten, da den kom på gaden midt i april.

Siden dumpede den et godt stykke ned ad listen og røg ud af top ti. Men efter VM begyndte, røg sangen op på en femteplads, og trods det danske 2-0 nederlag til Holland er sangen nu gået ind som nummer et.

Dermed må sangen siges at tage hævn over dens mange kritikere. Sangen, der lyder mere af Nephew end af 'Re-Sepp-ten', er blevet hårdt kritiseret for ikke at være en ordentlig slagsang.

Det er en OM'er
Særligt på Ekstra Bladets debatforum Nationen! har sangen fået en hård medfart.

- En fodboldsang skal man kunne synge med på. Nephews duer simpelthen ikke, når det simple krav gælder. Det er en OM'er, lyder det blandt andet fra en af brugerne på Nationen!

Hvad enten 'The Danish Way to Rock' er egnet som fællessang eller ej, så er den altså et hit blandt pladekøberne.

Nu kan Nephew så bare håbe på en sejr over Cameroun lørdag. Det vil sikkert ikke skade salget.

0 kommentarer
Vis kommentarer