John Fogerty til København

Den legendariske tidligere Creedence Clearwater Revival-forsanger gæster hovedstaden til sommer

John Fogerty kommer til København til sommer. (Foto:AP)
John Fogerty kommer til København til sommer. (Foto:AP)

I slut-60'erne og start-70'erne havde han enorm succes med sit amerikanske blues/rock band Creedence Clearwater Revival . Han producerede i perioden evergreens som 'Bad Moon Rising', 'Down On The Corner', 'Who'll Stop The Rain' og 'Proud Mary'.

De seneste fire årtier har han turneret verden rundt som soloartist, og han har foreløbigt 9 soloalbums på samvittigheden.

I år er det 25 år siden, han udgav solo-svendestykket 'Centerfield', der for alvor cementerede hans position som soloartist.

Til sommer kan han så opleves på den gamle B&W-grund på Refshaleøen i København, når han giver koncert den 6. juli klokken 19.30.

Der bliver sat 7000 billetter til salg fra den 5. marts kl. 10 gennem billetlugen.dk, på tlf. 70 263 267, og i Fona butikkerne.