Midt- og Vestsjællands Politi efterlyser fire østeuropæere og en varebil, der kan sættes i forbindelse med tyverier på Roskilde Festival.
Der menes at være tale om rumænere. En kvinde og tre mænd.
De efterlyste indfandt sig den 4. juli 2012 på posthuset i Jernbanegade i Roskilde, hvor de indleverede en pakke til afsendelse til en adresse i udlandet.
Da det ikke var første gang, at det var sket, fandt en medarbejder det mistænkeligt og alarmerede politiet. I samarbejde med SKAT blev pakken åbnet, og den viste sig at indeholde 27 smartfones, herunder iPhones samt digital kameraer og Ipods, oplyser politiet i en pressemeddelelse.
I samme forbindelse efterlyser politiet en beigefarvet spansk indregistreret 9-personers Chevrolet med reg.nr. 6016BJM.
Dette køretøj blev i anden anledning standset af politiet den 1. juli 2012 på Vor Frue Hovedgade i Vor Frue ved Roskilde. I køretøjet var en person med samme navn som afsenderen på pakken, der blev indleveret på posthuset den 4. juli 2012.
Oplysninger kan gives til Midt- og Vestsjællands Politi på telefon 114 eller 46 35 14 48.