Stor guide til de danske musikfestivaler!

Øl, festival og rockmusik - trods et væld af nye musikfestivaler klarer de gamle mastodonter år efter år at få udsolgt. Læs vores guide til de vigtigste her

Danmarks første og største musikfestival lever i bedste velgående. Og fastholdes fokus på innovation og kvalitet, er der intet, der tyder på, at festivalen fra 1971 ikke kan tage 40 år mere i manegen. (Foto: Nanna Kreutzmann)
Danmarks første og største musikfestival lever i bedste velgående. Og fastholdes fokus på innovation og kvalitet, er der intet, der tyder på, at festivalen fra 1971 ikke kan tage 40 år mere i manegen. (Foto: Nanna Kreutzmann)

DE NÆSTEN NYE - Distortion, Northside og Copenhell - Se, hvad de har at byde på i år

DE GODE GAMLE - Roskilde, Skanderborg og Jelling - Se, hvad de har at byde på i år

Det tætbevoksede danske festival-landskab undergår i disse år en forvandling, hvor de gamle solidt plantede mastodonter i Roskilde og Skanderborg suppleres af en vildtvoksende underskov af spirende opkomlinge.

Men trods den voldsomt øgede konkurrence ser det pudsigt nok ikke ud til, at der er grund til panik hverken på dyrskuepladsen eller i bøgeskoven.

Det unikke
- Den nyeste forskning viser, at festivalerne ikke nødvendigvis er negative konkurrenter til hinanden. De har derimod en positiv afsmitning. Folk vænner sig til et større udbud og har vist sig at være villige til at bruge flere penge på flere festivaler og musikoplevelser, siger Fabian Holt, der er musikforsker ved RUC.

Hvad angår de helt store navne i Bruce Springsteen og Blur-klassen, er de store i Roskilde og Skanderborg stadig i en klasse for sig, men år for år bliver det vigtigere - også for de etablerede - at tilfredsstille et publikum, der går efter de smalle og unikke oplevelser.

- De nye, specialiserede festivaler er gode til at fokusere benhårdt på eksempelvis elektronisk musik eller hård rock, men de gamle har samtidig vist sig også at være vældig gode til at udvikle sig, så de leverer oplevelser for enhver smag. Det er ikke en festivals alder, men dens evne til innovation, der afgør dens levedygtighed, siger Fabian Holt.

Hang til hygge
I Danmark er der efterhånden en festival på enhver brakmark, campingplads og havnekaj, og selvom der ikke findes forskning, der specifikt kortlægger fænomenet, er der meget, der tyder på, at danskerne kan kalde sig et af verdens mest festival-glade folk.

- Vi er jo blevet udråbt til verdens gladeste befolkning, og dette kombineret med høj velstand og hang til hygge er måske medvirkende til, at der gennem mange år – og sandsynligvis også i de kommende år - vil være et stort marked for festivaler i alle afskygninger, siger Fabian Holt.

Uanset om du er til de klassiske mastodont-festivaler eller de nye special-festivaler, så er der altså ingen grund til panik i den nærmeste festival-fremtid.