Uffe Elbæk bruger millioner på dansk musik

Kulturministeren vil støtte den rytmiske musik med 79 millioner kroner over de næsten fire år

Kulturminister Uffe Elbæk fordeler 135,5 millioner kroner  til dansk musik over de næste fire år. (Foto: Henning Hjorth)
Kulturminister Uffe Elbæk fordeler 135,5 millioner kroner til dansk musik over de næste fire år. (Foto: Henning Hjorth)

Nye initiativer for i alt 135,5 millioner kroner skal over de næste fire år styrke musiklivet i Danmark.

Det fremgår af en musikhandlingsplan, som kulturminister Uffe Elbæk (R) offentliggør torsdag.

De fleste af pengene skal bruges til at styrke den rytmiske musik. 56,8 millioner kroner skal bruges på støtte spillesteder, men den klassiske musik ofres ikke, som nogen havde frygtet, til fordel for den rytmiske musik.

Nye musiksamarbejder
Der skal bruges 18 millioner kroner til transportstøtte til professionelle kunstnere og fire til direkte støtte til 'skabende' rytmiske kunstnere.

- Musikhandlingsplanen er en fremadrettet løsning, hvor den rytmiske musik bliver styrket, og vi derudover sætter ind på alle led i musikkens fødekæde.

En del af pengene - 12 millioner kroner - skal puttes i en ny 'komposition og kunstnerisk udviklingsvirksomhed', som skal understøtte udviklingen af nye musikalske udtryksformer og nye kombinationer af musikgenrer.

- For mig er planen også udtryk for, at musiklivet står sammen om at skabe nye samarbejder og ad den vej give ny dynamik og udvikling, siger Uffe Elbæk, som i planen også lægger op til at give musikken en større placering i folkeskolen.

Kunst og kultur giver frirum
Uffe Elbæk ønsker at skabe mere sammenhæng mellem børn og unges skoleliv og fritidsliv ved at stimulere samarbejdet mellem folkeskoler på den ene side og musikskoler, billedskoler, dramaskoler og medieskoler på den anden side.

- Kunsten og kulturen er i min optik grundforskning i innovation, fordi der i kunsten og kulturen er et frirum til at finde helt nye perspektiver og synsvinkler, der gavner både sammenholdet, kulturen og økonomien, siger Uffe Elbæk.

I foråret afholder Kulturministeriet en konference om perspektiverne for en styrkelse af musikundervisningen i folkeskolen. Det sker i samarbejde med Ministeriet for Børn og Undervisning- og Uddannelsesministeriet.

0 kommentarer
Vis kommentarer