Vinder-Tim forlader landet

Han vandt Dansk Melodi Grand Prix og han vandt 'Skjulte stjerner'. Nu forlader Tim Schou landet for at lave musik i Canada

Tim Schou tager mandag morgen til Canada. Når han kommer hjem, har han sammen med A Friend in London lavet bandets første plade. (Foto: Mogens Flindt)
Tim Schou tager mandag morgen til Canada. Når han kommer hjem, har han sammen med A Friend in London lavet bandets første plade. (Foto: Mogens Flindt)

I morgen tidlig klokken seks sætter Tim Schou sig til rette i flyet. Næste stop er Canada, hvor han de næste 35 dage skal indspille sit første album sammen med de tre andre drenge fra bandet A Friend in London.

LÆS OGSÅ: Skjulte stjerner: Ofrer håret for finalen

De fire gutter fra orkestret har 18 numre med i kufferten, som den canadiske producer David Bottrill få forvandlet til A Friend in Londons debutalbum.

- Jeg tør godt love, at både 'New Tomorrow' og 'Calling a Friend' er med på vores kommende plade, siger Tim Schou.

Producer-sccop
At bandet skal arbejde sammen med Bottrill er lidt af et scoop for dem. David Bottrill har tidligere arbejdet sammen med navne som Muse, Tool, Dream Theater, Placebo - og så har han vundet tre amerikanske Grammy'er.

- At få mulighed for at indspille vores første album med et så prominent navn som David Bottrill er en drøm, der er gået i opfyldelse. Han har produceret plader, der står i flere af vores CD-samlinger, så vi er meget, meget spændte på forløbet - der er ingen tvivl om, at det er med den dybeste respekt, vi går ham i møde, siger trommeslager Esben Svane.

Gnidninger
Tidligere har Tim Schou skrevet bandets musik, men efter Lise Cabble kom ind over med Grand Prix-hittet 'New Tomorrow' har bandet skrevet både sammen alle fire og sammen med sangskrivere udenfor A Friend in London. Og det er ikke altid lige nemt, afslører Tim Schou.

- Er du sindssyg det kan give nogle gnidninger. Det er helt vildt. Men det giver også nogle bedre sange, siger han.

- Hvordan håndterer I de gnidninger i bandet?

- Jamen det er jo lidt lige som at være i et forhold. Der er op- og nedture. Men vi er hurtige til at tilgive hinanden og være voksne, siger bandets forsanger.

Klar til februar
Debut-albummet udkommer i USA og Canada på det nordamerikanske pladeselskab, Fontana North. Det er endnu uvist hvilket selskab, der skal udgive albummet i Skandinavien og resten af Europa.

- Men den udkommer på samme tid på iTunes over alt...og det er jo her fremtiden ligger, siger Tim Schou, der regner med at A Friend in Londons debutalbum er klar i februar.