Julen handler om Jesus, familiehygge og lækker mad - og naturligvis om kærlighed mellem sweaterklædte mænd.
I hvert fald hvis det står til sanger og skuespiller Peter Frödin, der er aktuel med musikvideoen 'Blue Christmas,' som kan ses til højre i artiklen.
- Jeg syntes, at det kunne være enormt sjovt at lave en video, som bare sendte en hilsen til 'Last Christmas,' hvis George Michael nu var sprunget ud, da han lavede den - hvilket han jo ikke var, fortæller Peter, der dermed erkender, at der er enkelte, helt subtile, undertoner af homoseksualitet i videoen.
- Det hører jo julen til, kvidrer Peter.
Julehygge i homohytte
- Last Christmas' handler om to heteroseksuelle par, der tager op i en hytte. Og så måtte vi jo også tage udgangspunkt i teksten til 'Blue Christmas', hvor der bliver sunget om en eller anden, der ikke kom. Og så skal man finde ud af, hvem det er, der ikke kom.
- Og det er ham den mørkhårede.
Peter Frödin er også blevet rigtig glad for nøddeknækkerscenen.
- Det er en hilsen til Jean Claude van Damme. Historien går på, at han - da han var på det højeste af sin karriere - kunne knække en valnød med nummi.
- Så der følte jeg også, at jeg kunne sende en hilsen. For Jean Claude trænger vel til at få en lille hilsen i ny og næ. Han ligger jo nok i split et sted ovre i Miami, forestiller jeg mig.
Aldrig julestress
Peter selv bliver dog her i landet, hvor han nyder den danske jul i fulde drag med både julekugler og bolchestænger.
- Julen er for mig noget med en masse dejligt socialt med familie, venner, gode fester, masser af mad, afslapning og hygge.
- Jeg er aldrig julestresset. Man mødes og spiser nogle frokoster inde i byen. Jeg synes, det er en superfed tid, og jeg kan godt lide, når folk gør noget ud af det.