Nekrolog: Perfektionisten Hilmer

Nekrolog: Guitaristen Hilmer Hassig døde natten til søndag, da han på vej hjem fra en fest blev påkørt og dræbt af en taxi

Hilmer Hassig blev 48 år gammel. (Foto: Scanpix)
Hilmer Hassig blev 48 år gammel. (Foto: Scanpix)

Der er den slags mennesker, som bevidst søger rampelyset. Og så er der dem, der helst operer i diskretion på sidelinjerne.

Hilmer Hassig hørte så afgjort til sidstnævnte type. Og det er derfor nok mest inden for selve musikmiljøet, at guitaristen, produceren, m.m. for alvor har opnået anerkendelse for sit enestående bidrag til dansk musik gennem næsten 30 år.

Hilmer Hassig, der blev født i Aalborg, men er opvokset på Vesterbro i København, gjorde sig oprindeligt bemærket i Danmarks første techno-popband, Scatterbrain, men hans karakteristiske klang nåede for alvor ud til et større publikum, da han medvirkede på Klichés andet album 'Okay Okay Boys' (1982), hvis retning han havde en kraftig indflydelse på.

Siden spillede Hilmer Hassig en helt central rolle på Lars H.U.G.s fire første soloplader, hvor han også var medproducer. I samme periode dannede han Naïve og arbejdede som producer for TV-2 og Elisabeth.

Hans vigtigste aftryk på den danske musikscene var dog parløbet med Jens Unmack i gruppen Love Shop, hvis syv albums udsendt i årene 1990-2003 står som et af de væsentligste værker i dansk popmusik. Nogensinde. Ja, hovedværket 'Go!' fra 1997 er en af de bedste danske plader overhovedet, hvis man spørger mig.

I den grad perfektionist
Efter Love Shops kollaps i 2004 levede Hassig en mindre profileret tilværelse, men var dog aktiv til det sidste blandt andet i forbindelse med genoplivningen af pladeselskabet Irmgardz, hvor han producerede og medvirkede på plader med blandt andre Carsten Valentin, Claus Høxbroe, Tomas Ortved og sangerinden Doris, hvis bramfri hit 'Tivoli er åben' vakte en del opmærksomhed.

Hassig var i den grad perfektionist, og selv om mange givetvis har ladet sig inspirere af hans helt distinkte lyd-æstetik, så var der ingen, der kunne ramme helt den samme originale tone. Som nu altså er forstummet for altid. Men heldigvis har vi stadig pladerne.

Tak for musikken, Hilmer. Den gjorde en forskel. Og det er vel det største, man kan opnå.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i Musik
Seneste i Musik
Hent flere

Thomas Treo skamhører

1.Chris Robinson Brotherhood: 'Servants of the Sun' (Silver Arrow-album/Ude 14. juni)
2.Halshug: 'Drøm' (Southern Lord-album/Ude 19. juli)
3.Ian Noe: 'Between the Country' (National Treasury-album/Ude 31. maj)

Rune Melchior Sjørvad skamhører

1.Tue Track: 'It Crawled Outta My Hand, Honest!' (72 Voksenmusik-ep/Ude nu)
2.Drugdealer: 'Raw Honey' (Kemado-album/Ude nu)
3.The Tallest Man On Earth: 'I Love You. It's a Fever Dream' (Birds-album/Ude nu)
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere