Anne Linnet: Musikken er min kæreste

Albumaktuelle Anne Linnet: - Jeg har kun tid til forhold, hvis jeg bliver stjerneforelsket

Anne Linnet mistede sin mor i september, men kan bedre se en mening med det hele, efter hun er blevet farmor. (Foto: Linda Johansen)
Anne Linnet mistede sin mor i september, men kan bedre se en mening med det hele, efter hun er blevet farmor. (Foto: Linda Johansen)
Det er blevet ensbetydende med fart over feltet igen at hedde Anne Linnet. For bare et år siden udsendte hun albummet ’Aquarium’, der blev en storsælger, og i mellemrummene i en flittigere turne-virksomhed end i årevis har hun også indspillet nok et album, ’Anne Linnet’.

– Er du på opkvikkende stoffer, eller hva’?

– Nej, men jeg er sådan en, der skriver sange hele tiden.

’Aquarium’-pladen betød et gedigent comeback for det 55-årige ikon efter en del år, hvor interessen for hende har været begrænset, og en del nok havde travlt med at dømme hende færdig.

– Hvordan havde du det i den periode?

– Fint. Succes bliver normalt håndgribeligt bedømt på pladesalg for musikere, biograf-salg for skuespillere, sejre på fodboldbanen osv. For mig er succes også noget rent menneskeligt.

– 90’erne var nok ikke mit årti. Jeg kom tilbage fra Rom i ’95 og syntes, at musikscenen havde ændret sig. Det var ikke længere sangen, der var i højsædet. Der var gået Barbie i branchen.

– Hvad gjorde du så?

– For mig var der stor succes på den menneskelige front. Jeg har aldrig haft så megen tid til mine børn. Jeg blev også involveret i nogle ting, der gjorde, at jeg adopterede to børnehjemsbørn fra Rumænien. Det betød, at jeg ikke havde så megen tid til musikken.

Det nye album er lidt af et familieforetagende med sønnen Marcus som med-komponist og producer, datteren Evamaria på kor, og yngste-sønnen, Alexander, har hjulpet på tekniksiden.

– Vi kan godt li’ at være sammen. Og så har det nok været endnu vigtigere i denne periode, efter at min eks-mand, Holger Laumann, døde kort efter ’Aquarium’-pladen. Så har det været naturligt for os at søge sammen.

– De fleste andre sange handler kærlighed, om brudte forhold, savn og længsler. Har du mange brudte forhold bag dig?

– De fleste i min alder har ikke bare haft ét forhold, siden de var unge. For mig er det så vigtigt, at et tidligere kæresteforhold går over i et venskabsforhold, og det synes jeg, at jeg har været god til.

– Har du en kæreste nu?

– Nej, jeg er single nu. Eller musikken er min kæreste. Jeg har ikke tid til at dyrke et parforhold. Men selvfølgelig – hvis man var stjerneforelsket, så skulle man jo nok finde tid til at pleje det. Men nu er jeg færdig med pladen. Så kan det være, man skal have det lidt sjovt.

– Så du er glad og tilfreds?

– Bestemt. Men det kan ikke nægtes, at vores lille familie har haft det hårdt i lang tid. Holger døde sidste år, og min mor døde i september. Heldigvis har Marcus og hans kæreste sidste lørdag fået en dreng. Det er, som om jeg bedre kan se en mening med det hele, når min mors gode og lange liv slutter, og der så umiddelbar efter kommer et nyt, lille medlem af familien. Det er dejligt, og så skal jeg til at nyde at være bedstemor.
0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i Musik
Seneste i Musik
Hent flere

Thomas Treo skamhører

1.Chris Robinson Brotherhood: 'Servants of the Sun' (Silver Arrow-album/Ude 14. juni)
2.Halshug: 'Drøm' (Southern Lord-album/Ude 19. juli)
3.Buddy & Julie Miller: 'Breakdown On 20th Ave. South' (New West-album/Ude 21. juni)

Rune Melchior Sjørvad skamhører

1.Tue Track: 'It Crawled Outta My Hand, Honest!' (72 Voksenmusik-ep/Ude nu)
2.Drugdealer: 'Raw Honey' (Kemado-album/Ude nu)
3.The Tallest Man On Earth: 'I Love You. It's a Fever Dream' (Birds-album/Ude nu)
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere