Metallica bringer solidt håndværk til Roskilde

Musikekspert Henrik Marstal er begejstret for, at Roskilde Festival har føjet Metallica til årets program

Lars Ulrich i aktion under en koncert i Horsens. (Foto: Polfoto/Anders Brohus).
Lars Ulrich i aktion under en koncert i Horsens. (Foto: Polfoto/Anders Brohus).

Begejstringen for det gamle, solide musikhåndværk med trommer, bas og guitarer gør Metallica til et stærkt udspil fra Roskilde Festivals side.

Det vurderer forfatter og musikdebattør Henrik Marstal.

- Der er i disse år kommet et øget fokus på håndspillet musik leveret af mennesker med blod, sved og tårer. Man kan se, hvad der foregår på scenen. Og den tendens kan være med til, at folk siger: 'Metallica skal vi simpelthen se', fortæller Henrik Marstal.

- Det er en form for mild reaktion mod 00'ernes ofte elektroniske måde at gå til musik på, hvor man ikke altid kunne gennemskue, om folk stod på scenen og tjekkede sms'er, eller om de rent faktisk afviklede beats.

Se også: Metallica spiller på Roskilde

Metallica blev torsdag morgen føjet til årets musikprogram, der i forvejen tæller blandt andre Rihanna og Kraftwerk.

Roskilde Festival har - siden hovedparten af musikprogrammet blev præsenteret i midten af april - modtaget kritik fra eksperter og faste festivalgængere for manglen på absolutte hovednavne.

Og Henrik Marstal finder det glædeligt, at festivalledelsen har lyttet til kritikken.

- De har tænkt, at de nok har været nødt til at gøre lidt mere, da de har stået lidt svagt på hovednavnene i år. Med Metallica står de nu stærkere. Og det er absolut positivt, at de kan smide kortet om, at festivalen er garant for at præsentere nogle verdensnavne.

Se også: Metallica spiller på Roskilde

Metallica har gæstet Danmark flittigt i de senere år. Eksempelvis spillede bandet fem koncerter i træk i Forum i juli 2009.

Men det er ifølge Henrik Marstal stadig en stor begivenhed, at bandet, der har danske Lars Ulrich som trommeslager, gæster Danmark.

- Metallica har af gode grunde en stor relation til Danmark. Og det danske publikum har også været gode til at anerkende, at vi har én virkelig verdensberømt musiker, og det giver en loyal dansk fanbase, fortæller han.

Roskilde Festival åbner portene op for musikfans den 29. juni.

0 kommentarer
Vis kommentarer