DE BEDSTE UDENLANDSKE:
1. The Flaming Lips: ’Embryonic’ (Warner)
The Flaming Lips skabte årtiets måske mest mageløse mesterværk med ’Yoshimi Battles the Pink Robots’, der malede sommeren 2002 regnbuefarvet, og i flydende form af episke ’Embryonic’ cementerede det psykedeliske slæng fra Oklahoma statussen som svimlende fantaster.
De frygtløse freaks svævede gennem galaksen på et slags imaginært lydspor til fortsættelsen af Stanley Kubrick-klassikeren ’Rumrejsen år 2001’, og fornemmelsen af foruroligende udflugt i solsystemets afkroge var en vildt stimulerende safari for sanserne.
Bevidsthedsudvidende.
2. Tinariwen: ’Imidiwan: Companions’ (Independiente)
Uforanderligt og uudgrundeligt som Sahara fortsatte blues-beduinerne fra Mali ufortrødent deres fascinerende færd i skikkelse af en vidunderligt vuggende guitarmilits på kamelryg.
Tinariwens transcenderende toner var ubesværet organiske, og tilsat urokkelig urkraft og sønderknusende ro lindrede ørkenfolkets svalende spiritualitet i egenskab af dragende oase.
Blændende som solen.
3. Animal Collective: ’Merriweather Post Pavilion’ (Domino)
Hvor ofte sker det lige, at et band kulminerer på deres ottende album? Men efter lange, snørklede og fantasifulde omveje faldt det hele på plads her, hvor Baltimore-kvartetten fandt den perfekte balance mellem pop og avantgarde. Udfordrende uden at være fremmedgørende.
4. Soap & Skin: ’Lovetune for Vacuum’ (PIAS)
Nærmest skræmmende intens debut fra den kun 18-årige østriger Anja Plaschg. En musikalsk renselse.
5. JJ Cale: ’Roll On’ (Because)
Den tilbagelænede mestertraver rullede videre i absolut topform. Boogieblues som balsam for sjælen.
6. Dinosaur Jr.: ’Farm’ (PIAS)
Monstrøst medrivende rabalderrock fra de aldrende øgler, der aldrig har buldret bedre. Tyrannosaurus Rex!
7. Grizzly Bear: ’Veckatimest’ (Warp)
Bjørnebanden fra Brooklyn overgik sig selv. Og fik tilmed noget der lignede et folkeligt gennembrud.
8. Kris Kristofferson: ’Closer to the Bone’ (New West)
En ukrænkelig countrykriger kæmpede bravt videre. Stadig et mandfolk af den helt rette støbning.
9. Richard Hawley: ’Truelove’s Gutter’ (Mute)
Formfuldendt sammenbrudssange tilsat begsort, livsmærket rendestenscroon. Perfekt natteravnerock.
10. Mastodon: ’Crack the Skye’ (Reprise)
På metalmastodontens tredje triumf i træk gik alt op i en højere helvedesenhed. Ekstremt og ekstremt elegant.
11. Steve Earle: ’Townes’ (New West)
12. Shrinebuilder: ’Shrinebuilder’ (Neurot)
13. Cage: ’Depart From Me’ (Definitive Jux)
14. David Sylvian: ’Manafon’ (Samadhi)
15. Soulsavers: ’Broken’ (V2)
16. Moderat: ’Moderat’ (BPitch Control)
17. The Black Crowes: ’Before the Frost... Until the Freeze’ (Silver Arrow)
18. Wilco: ’Wilco (The Album)’ (Nonesuch)
19. Bob Dylan: ’Together Through Life’ (Columbia)
20. Amadou & Miriam: ’Welcome to Mali’ (Because)
-----------------------------------------------------
DE BEDSTE DANSKE:
1. Mew: ’No More Stories...’ (Evil Office)
Titlen mere end tangerende det prætentiøse. Det samme kunne man måske sige om musikken. Men samtidig var der noget befriende ved et orkester, som så stort på alle konventioner og bare prøvede at forløse de komplekse toner inde i deres snørklede hoveder på mest ambitiøse vis.
At Mew var blevet reduceret til en trio gjorde bestemt ikke vingefanget mindre, og her var plads til både poetisk pop, sugende støjflader og kriblende korharmonier.
En regulær kraftpræstation fra et dansk band med internationalt format.
2. Troels Abrahamsen: ’WHT’ (BLCK)
Veto-dynamoen har i en alder af kun 25 år for længst markeret sig som ikke blot en af de flittigste, men også mest interessante skikkelser på den danske musikscene.
2009 var året, hvor han droppede at gemme sig som SuperTroels, Mockin’ Bird og I Know That You Know og stod frem under fødenavnet Troels Abrahamsen. ’WHT’ var da også hans mest personlige, varierede og vellykkede udspil hidtil.
Hvilket ikke siger så lidt.
3. Turboweekend: ’Ghost of a Chance’ (Mermaid)
Funklende grooves og smældende fremtidsfunk fra kløgtige københavnere, der konsoliderede debutens skamløst iørefaldende effektivitet og desuden diskret dæmpede deres elektroniske neonpop til fordel for en lidt mere eftertænksom og indtagende tone. Besnærende.
4. Nikolaj Nørlund: ’Tid og sted’ (Auditorium)
Nørlund befæstede positionen som en af sin generations ypperligste sangskrivere. Snildt ventetiden værd.
5. Baby Woodrose: ’Baby Woodrose’ (Bad Afro)
Mere umiskendelig garage-guf fra den stædige traditionalist, som stadig sveder superb syre. Euforiserende.
6. Dub Tractor: ’Sorry’ (City Centre Offices)
Veteranen fusionerede på fornem vis knitrende electronica med sensibel indie-pop. Vægtløs perfektionisme.
7. The Psyke Project: ’Dead Storm’ (Lifeforce)
Vildmænd med vid, vanvid og variation. Psykisk metalterror og afsindig bersærkertrang i topklasse.
8. Marie Fisker: ’Ghost of Love’ (Maryvine)
Udsøgte molakkorder og svævende vokaler i sublimt underspillet iscenesættelse. Årets danske debut.
9. Henning Stærk: ’Old Time Rocker’ (Strongman)
Gnistrende genkomst fra en oldboy, der fejrede 60-årsdag med habil hyldest til 60’erne. Slidstærk rock’n’soul.
10. Mikael Simpson: ’Slaar skaar’ (A:larm)
Ingen overraskende sensationer på søvngængerens fjerde udspil. Men stadig fuldstændig enestående.
11. Quadron: ’Quadron’ (At:tack)
12. Balstyrko: ’Jagten paa noget’ (Fake Diamond)
13. Baron Criminel: ’Rapture Speed of Sound’ (A:larm)
14. Selvmord: ’Selvmord’ (Copenhagen)
15. Jens Unmack: ’Dagene løber som heste’ (Auditorium)
16. Dalton: ’Tyve-ti’ (RecArt)
17. Artillery: ’When Death Comes’ (Metal Mind)
18. Mouritz/Hørslev Projektet: ’Blik, bang bang’ (Madmusic)
19. Medina: ’Velkommen til Medina’ (Labelmade)
20. Cody: ’Songs’ (Slow Shark)
