Roskilde: Ikke til at regne med

Festivalen er røget i 2. division, skriver Ekstra Bladets veteran på smatten om årets fuser

Roskilde Festivals problemer er Orange, Orange og Orange. (Foto: Thomas Lekfeldt)
Roskilde Festivals problemer er Orange, Orange og Orange. (Foto: Thomas Lekfeldt)

Roskilde Festival 2011

SELV VEJRGUDERNE har mistet tålmodigheden med Roskildes musikbookere. Efter festivalpladsen lå badet i sol i opvarmningsugen, landede der en gedigen regnbyge, da musikken startede torsdag. Og på en tyndt besat lørdag aften kom galden fra oven med dommedagsagtig styrke.

ROSKILDES STORE problemer er Orange, Orange og Orange. Hovedscenen er ikke blevet større, men de grupper, som arrangørerne smider derop, er blevet mindre, og fraset Portishead og L.O.C. skulle man ud i de små telte for at få store oplevelser. Musikverdenen fostrer sjældent spændende mastodonter nu om stunder, hvilket gør det endnu mere frustrerende, at festivalen ikke formår at hyre dem, der er derude.

DET ER JO IKKE The Beatles og Elvis Presley, vi kræver. Men hvorfor ikke invitere eksempelvis Paul Simon, Metallica, Bob Dylan, Arcade Fire, Foo Fighters og Iggy and the Stooges indenfor, når de alligevel turnerer i nabolaget. Håbløst. Og smid dog noget af millionoverskuddet efter en eksklusiv superstjerne som Eminem, der aldrig har optrådt i Danmark.

2011-UDGAVEN AF den traditionsrige musik-campingplads cementerede, at Roskilde er rykket ned i den europæiske festivalligas 2. division, og det kan man så affinde sig med - eller tage til knap så økologiske Glastonbury. M.I.A. donerede 1,3 Roskilde-million til velgørenhed, men i stedet for et hovedløst hovednavn, kunne vi godt have brugt en kapacitet, der donerede klassikere til festivalfolket. Der er altså en grund til, at blot 17 procent af årets gæster var udlændinge - tidligere udgjorde de over halvdelen.

BORTSET FRA fejlplaceringer af bands som alle andre end de uansvarlige ansvarlige havde forudset, så var Roskilde rent organisatorisk velsmurt i vanlig stil. Og det skyldtes ikke kun mudderet. Men hvor ville man dog ønske, de brugte nogle af kræfterne på musikken. Det var sgu lige før, tordenskraldet var årets højdepunkt. Så skete der da endelig noget uforglemmeligt på den store scene.