Historisk: Roskilde Festival flytter

Den traditionsrige musikbegivenhed finder næste sommer sted fra onsdag til lørdag

Roskilde Festival flytter også opvarmningsdagene, så der i 2015 kan camperes fra lørdag til lørdag. (Foto: Anthon Unger)
Roskilde Festival flytter også opvarmningsdagene, så der i 2015 kan camperes fra lørdag til lørdag. (Foto: Anthon Unger)

Roskilde Festival har gennem fem årtier sluttet søndag aften, men fra 2015 bliver traditionen lavet om.

Arrangørerne har nemlig valgt at flytte den populære musikfestival, så den nu finder sted fra onsdag til lørdag.

I en netop udsendt pressemeddelelse forklarer festivalen, at formålet med den historiske ændring er 'at skabe et mere festligt og intenst fællesskab for gæsterne og et bedre udgangspunkt for at trække de internationale kunstnere til Roskilde Festival.'

Se også: Efterlysning: Musikken væk i Roskilde

Søndagen har i mange år været rejsedag på Roskilde for de trætte gæster, og der har derfor ofte været halvtomt foran kæmpescenen Orange, når hovednavnene optrådte søndag aften. Den tendens forsøger Roskilde nu at ændre.

Roskilde Festivals talskvinde, Christina Bilde, siger:

'Roskilde Festival skal fremover slutte med et kæmpe brag. Ved at gøre lørdagen til den sidste dag tror vi, at mange flere deltagere forbliver i fælleskabet på festivalpladsen til det allersidste frem for at rejse hjem. Søndagen har de seneste år været dagen, hvor mange forbereder sig på at drage hjem eller forlader pladsen. Så vi tror, at vores kernepublikum vil værdsætte en finale lørdag nat, hvor de kan feste sammen med samme høje energi og nysgerrighed som de andre dage.'

Nemmere at få topnavne
Samtidigt giver flytningen festivalen mulighed for at booke bands om onsdagen. En dag, hvor det er nemmere at hyre store navne, der ofte spiller på konkurrerende festivaler andre steder i Europa i weekenden.

Se også: Roskilde: Rynkerock for millioner

Roskilde Festivals programchef, Anders Wahrén, siger:

'Vi har oplevet, vi må give afkald på nogle rigtig attraktive kunstnere, fordi mange af de store internationale festivaler typisk ligger i weekenderne og derfor har bud efter kunstnere på de samme tidspunkter. Ved at bringe onsdagen i spil får vi en række bookingmæssige fordele, som vores publikum vil nyde godt af i fremtiden.'

Se også: Roskilde lider markant nederlag

Skanderborg Festival har i flere år taget onsdagen i brug for at tiltrække verdensnavne.

Roskilde Festival finder - inklusive opvarmningsdage - sted fra lørdag 27. juni til lørdag 4. juli i 2015.

0 kommentarer
Vis kommentarer