Roskilde lider markant nederlag

KOMMENTAR: Ændring er et svaghedstegn i festivallandskab, hvor Fyn genopstår   

Roskilde Festival erkender indirekte, at den ikke længere tilhører den europæiske elite. (Foto: Thomas Borberg)
Roskilde Festival erkender indirekte, at den ikke længere tilhører den europæiske elite. (Foto: Thomas Borberg)

KNAP ER ENDNU en lang festivalsæson traditionen tro afsluttet i Tønder, før fronterne i næste sommers danske musiklandskab trækkes endnu skarpere op. Roskilde Festival har truffet en historisk beslutning om at droppe søndag som sidste dag, og i stedet foregår begivenheden fra onsdag til lørdag i 2015.

ÆNDRINGEN ER er markant nederlag for kulturinstitutionen, der i stil med Skanderborg Festival inddrager onsdag, fordi det er lettere at tiltrække topnavne i midtugen end i weekenden, hvor stjernerne optræder på konkurrerende festivaler i Europa. Dermed erkender Roskilde, at de ikke længere tilhører den europæiske festivalelite. 

Historisk: Roskilde Festival flytter

DESUDEN BEGRUNDER Roskilde flytningen med, at man vil undgå den udbredte desertering blandt publikum allerede søndag formiddag, men mon ikke de tømmermændsplagede teenagere nu bare ringer til mor og far og vil hentes lørdag middag? Skanderborg så sig i år tvunget til at uddele gratis øl om søndagen for at holde folk på pladsen, hvilket naturligvis siger en del om desperationen blandt festivalarrangørerne.

DEN BLIVER NÆPPE mindre, efter Odense nu melder sig som ambitiøs festivalby i form af Tinderbox Festival, der debuterer næste år i samme juni-weekend, som campingpladsen på Roskilde åbner. Bag Tinderbox står Odenses borgmester Anker Boye, så Tina Turner bliver nok hovednavn, samt arrangørerne af NorthSide, der altså skærper konkurrencen med både sig selv og ikke mindst Roskilde.

Efterlysning: Musikken væk i Roskilde

BÅDE ROSKILDE, NorthSide og Skanderborg var i år udsolgt, men spørgsmålet er naturligvis, hvor meget den berømte citron kan presses i et land, der snart har ligeså mange festivaler som indbyggere. Det endte i et surt show for Midtfyns i 2004, og to år tidligere gik WigWam ned i Tusindårsskoven, hvor Tinderbox skal afvikles.

FESTIVALEN ER opkaldt efter H.C. Andersens eventyr om ’Fyrtøjet’, og til næste sommer ved vi, om Fyn leverer endnu en festivalfuser.