Michael Falch: Stones så skumle ud

Veteranen har hovedrollen i ny teaterkoncert, der er bygget op om The Rolling Stones

Michael Falch - har Stones i sit blod. (Foto. Niels Hougaard)
Michael Falch - har Stones i sit blod. (Foto. Niels Hougaard)

- De sange løber i mit blod, er i mit DNA, simpelthen, siger Michael Falch, der står foran en udfordring, han glæder sig til at kaste sig ud i.

Han har hovedrollen i en teaterkoncert med Rolling Stones-sange, som har premiere i Holstebro den 2. oktober og senere på måneden kommer til København for at slutte af i Aarhus i starten af november.

Det er første gang, rullestenene giver lov til, at deres musik må bruges på denne måde, og det gør jo ikke det hele mindre spændende.

På rollelisten er også unge skuespillere som Cecilie Stenspil, Sara Broberg, Kitt Maiken Mortensen og Simon Matthew, og det hele instrueres af Rolf Heim, der tidligere har stået for lignende forestillinger med Nick Cave og Leonard Cohens musik.

Cecilie Stenspil er en af de unge i forestillingen. (Foto: Lars Krabbe)
Cecilie Stenspil er en af de unge i forestillingen. (Foto: Lars Krabbe)
 

Jeg har de fedeste
- Det er mig mod ungdommen. Det er første gang, jeg oplever at være den ældste i noget, jeg har været med til. Det er ret spøjst at prøve, griner Michael Falch.

- Har det skabt problemer i forhold til, hvem der skal synge hvilke numre?

- Overhovedet ikke. Jeg troede, der ville blive en gevaldig slåskamp om at få lov at synge - i mine øjne - de helt store Stones-sange, men det var der ikke. De unge har helt andre favoritter, end jeg har, og jeg har fået de fedeste, synes jeg selv.

Skummel plakat
For den 58-årige sanger er det et nærmest livslangt kærligheds-forhold til Stones, der på denne måde kommer til udtryk.

Var det mon denne plakat med de skumle rullesten, Michael Falch så som teenager? (PR foto)
Var det mon denne plakat med de skumle rullesten, Michael Falch så som teenager? (PR foto)
 

- Jeg startede som Beatles-fan, og det er jeg for så vidt endnu, men Stones kom ikke ret lang tid efter. Der hang en plakat i et kiosk-vindue tæt på min skole i Sønderborg, hvor jeg boede dengang, og de så skumle og onde ud. Bare det billede rystede min småborgerlige lilleput verden. Og så kom 'Beggars Banquet', 'Let it Bleed' og 'Sticky Fingers' - de tre plader, der er noget af det største, der er lavet i rockens historie.

- 'Sticky Fingers' er indbegrebet af en rock-sound, som jeg elsker uhæmmet. Riffs og power blandet i en sofistikeret primitivitet og en raffineret råddenskab, som alle vi, der har beskæftiget os med rockmusik, ved, hvor svært det er at komme i nærheden af.

Råddenskaben ryger

- Så snart, man har en pladekontrakt, lidt forfængelighed og lidt kommercielle ambitioner, så er det første, der ryger, råddenskaben. Så lader man sig polere for at gøre det så lækkert og kommercielt som muligt. Stones har hele karrieren har kæmpet for hver en stump råddenskab, og det er respektindgydende.

Se også: De kendte elsker Gasolin

Se også: Mathilde Falch smider tøjet i musikvideo

Se også: Falch i front for ny teaterkoncert

- Der er ikke en eneste dag i otte år, hvor mit orkester, Boat Man Love, og jeg ikke har talt om Stones i  øvelokalet. Hver eneste fucking dag. 'Hvad ville Charlie have gjort med sin hi hat i det her nummer?'. 'Ville Keith have brugt lidt mindre forvrængning her?'. Den slags.

Ultimativt rocknummer
- Alt det gjorde, at jeg ikke kunne sige nej, da de for halvandet års tid siden spurgte, om jeg ville være med i teaterforestillingen. Jeg tænkte længe over det, men det endte med, at jeg blev enig med mig selv om, at det ville ærgre mig enormt at se en plakat et år efter med en anden end mig i den forestilling.

- Har du et favorit Stones-nummer?

- 'Jumpin' Jack Flash'.Det er det ultimative rocknummer. Hold da kæft. Det er energien, råheden, frækheden og den ekstreme veloplagthed. Et udbrud af sult efter at vise omverdenen, hvad Stones var lavet af. Når det riff kommer, så bliver det ikke større.

Black Box Theatre, Holstebro, fra 2. til 12. oktober.

Falconer Scenen, København,  fra 21. oktober til 1. november.

Hermans i Tivoli Friheden, Aarhus, fra 4. til 15. november.

 

 

0 kommentarer
Vis kommentarer