Sanger: Jeg havde slået mig selv ihjel

Koncertaktuelle Sturgill Simpson har reddet sig selv, og nu redder han så countrygenren

Sturgill Simpson foran Pumpehuset i København, hvor han spiller i aften. (Foto: Anthon Unger)
Sturgill Simpson foran Pumpehuset i København, hvor han spiller i aften. (Foto: Anthon Unger)

- I mine 20’ere var jeg ikke særlig ambitiøs. Jeg spildte tiden på sprut og en masse stoffer, siger Sturgill Simpson.

Sådan er det ikke længere.

Se også: Countryrebel tager den ikke i røven

Den 36-årige countrysanger og sangskriver fra Kentucky er i øjeblikket hottere end en nylagt kokasse, og pludselig ligner han et usædvanligt godt bud på manden, der kan sparke grus i Nashvilles popmaskine og måske endda redde genren. 

Sturgill Simpson er på sin første turné i Skandinavien, og efter en ifølge ham selv overvældende modtagelse i Norge og Sverige optræder han i aften i Pumpehuset i København.

Se også: En ny sherif i byen

Nogle timer før koncerten knuger han en kop kaffe i spillestedets gårdhave og fortæller klatøjet, at han var ude natten før til klokken 4.

Sturgill Simpson holdt sig dog til joints og mineralvand, for han droppede alkoholen tidligere på året, og henover sommeren blev han far for første gang.

Ikke betale regningerne
Man kan vist roligt sige, at hans tilværelse er vendt på hovedet:

- Hvis jeg havde haft den succes, jeg har nu, for ti år siden, så havde jeg slået mig selv ihjel. Jeg var ikke i en god forfatning dengang. Jeg var fortabt. Det ville have været meget usundt for mig, og jeg ville ikke ane, hvordan jeg skulle håndtere det, erkender Sturgill Simpson.

Se også: En mærket mand vendte hjem

Han er opvokset med bluegrass fra barnsben hjemme i Kentucky, men karrieren har haft et langt tilløb:  

- Jeg har altid spillet musik, men jeg blev nødt til at droppe det, fordi jeg ikke kunne betale regningerne. Så fik jeg er rigtigt job, og jeg har aldrig haft det så elendigt. Men min kone overtalte mig heldigvis til at give musikken en chance til.

Sturgill Simpson og Dan Auerbach fra The Black Keys møder Merle Haggard. (Foto: Facebook)
Sturgill Simpson og Dan Auerbach fra The Black Keys møder Merle Haggard. (Foto: Facebook)
 

Sammen flyttede de til countryhovedstaden Nashville i 2010, og i fjor debuterede Sturgill Simpson med uforsonlige ’High Top Mountain’, der løftede arven fra koryfæerne Waylon Jennings, Merle Haggard og Johnny Cash.

- Jeg blev fascineret af selve sangskrivningen og besluttede mig for at prøve at lave den slags countryplader, som jeg gerne ville høre, men som ingen laver længere, siger Sturgill Simpson.

En kosmisk dimension
På amerikanerens aktuelle andet album, psykedeliske ’Metamodern Sounds In Country Music’, genopfinder han genren ved at tilføre den en overrumplende kosmisk dimension.

- Jeg kan ikke længere skrive sange om at være fuld og syg af kærestesorger, for sådan har jeg det ikke. Og George Jones sang i øvrigt bedre om det, end jeg nogensinde kommer til, ler Sturgill Simpson.

Sturgill Simpson har en fortid i det punkede bluegrassband Sunday Valley. (Foto: Anthon Unger)
Sturgill Simpson har en fortid i det punkede bluegrassband Sunday Valley. (Foto: Anthon Unger)
 

Han går i studiet igen i januar og har i sinde at udgive en plade om året de næste fem år. Hver skive skal være et konceptalbum og forskellig fra forgængeren.

Ambitionerne fejler ikke noget.

1 af 4 Sturgill Simpson blev 17. september hædret ved Americana Music Honors i Nashville. (Foto: AP)
2 af 4 Amerikaneren under en optræden på tv-showet 'Later with Jools Holland' i maj. (Foto: All Over)
3 af 4 Coveret til Sturgill Simpsons succesfulde andet album 'Metamodern Sounds in Country Music'.
4 af 4 Sturgill Simpson foran Pumpehuset i København, hvor han spiller i aften. (Foto: Anthon Unger)
0 kommentarer
Vis kommentarer