Guitarlegende til Tivoli

Mark Knopfler fra det hedengangne rockband Dire Straits besøger København til sommer

Mark Knopfler vender tilbage til Danmark, hvor veteranen har optrådt utallige gange gennem årene. (Foto: Tobias Nørgaard)
Mark Knopfler vender tilbage til Danmark, hvor veteranen har optrådt utallige gange gennem årene. (Foto: Tobias Nørgaard)

Der bliver guitar-lækkerier for alle pengene på Plænen i Tivoli søndag 14. juni 2015, når stjernen fra det hedengangne britiske rockband Dire Straits, der er blandt verdens mest respekterede nulevende guitarister, gæster den gamle have.

I Tivoli vil Mark Knopfler både spille velkendte Dire Straits-hits og numre fra sin solokarriere.

Se også: Når Mark Knopfler gider

Der sættes 9500 billetter til salg til et aflukket koncert-område på Plænen fredag 3. oktober. Selv om man ikke køber billet til dette område, kan man nyde koncerten på afstand i Tivoli.

Når den berømte britiske guitarist Mark Knopfler giver koncert under åben himmel på Plænen, optræder han sammen med sit syv mand store band, hvoraf størstedelen har turneret fast med ham i næsten 20 år.

- Det er ikke hver dag, man får besøg af en levende guitarlegende, der har haft så stor betydning, som Mark Knopfler har for mange guitarbårne genrer i musikken. Den ærefrygt kan godt give et sug i maven, men samtidig også samme glædesfølelse, som når man som barn spillede luftguitar til 'Money for Nothing' på en gammel badmintonketcher, siger Tivolis programchef, Rune Erbs Ledet i en pressemeddelelse.

0 kommentarer
Vis kommentarer