TV: Så hot har du aldrig set Emmelie de Forest
Der skal ikke mange søgninger på YouTube til for at konstatere, at det er en yndet fritidsdisciplin for alverdens amatørmusikere at prøve kræfter med Nirvanas globale gennembrudshit 'Smells Like Teen Spirit' fra 1991.
Sangen var første single fra bandets andet album 'Nevermind' og med hjælp fra MTV blev det kickstarten på grunge-æraen og banede vejen for Nirvanas eksplosive karriere.
Nu er sangen så netop blevet udsat for endnu en fortolkning. Denne gang dog ikke fra en amatør, men derimod fra sangerinden Emmelie de Forest, der som bekendt vandt det internationale Melodi Grand Prix for Danmark ved Eurovision Song Contest 2013 i Malmø med sangen 'Only Teardrops'.
Sexkilling på nye eventyr
Siden sejren har hun forsøgt at genopfinde sig selv som syngende sexkilling og har blandt andet udgivet en musikvideo til sangen 'Drunk Tonight', hvor hun er i letpåklædt nærkontakt med en swimmingpool.
Emmelies seneste forsøg på at vække opsigt i musiklandskabet er en musikvideo, hvor hun fortolker 'Smells Like Teen Spirit'.
Om hun slipper heldigt fra forsøget må være op til de modige lyttere at vurdere. Lyt øverst i denne artikel og giv stjerner for præstationen herunder.