Bon Homme: Fem plader der ændrede mit liv

Single-aktuelle Tomas Høffding alias Bon Homme peger på en håndfuld plader, der gjorde en forskel

Bassisten m.m. Tomas Høffding udgiver som Bon Homme til november et album sammen med Lydmor. (Foto: PR-Foto)
Bassisten m.m. Tomas Høffding udgiver som Bon Homme til november et album sammen med Lydmor. (Foto: PR-Foto)

Sangeren, bassisten og produceren Tomas Høffding har indtil videre udgivet fem album i front for trioen WhoMadeWho lige som de er blevet til to album og en ep som solist under navnet Bon Homme. Til november udgiver han albummet 'Seven Dreams of Fire' sammen med Jenny Rossander, der på scene og plade kalder sig Lydmor, og som tidligere på året udgav den glimrende 'Y'. Bon Homme og Lydmor udsender i dag førstesinglen 'Things We Do for Love' (se videoen her)  I den anledning har vi bedt Tomas fortælle om fem plader, der har haft stor betydning for ham.

Shu-Bi-Dua: 'Shu-Bi-Dua 6' (1979)

 - Min første store og altoverskyggende kærlighed inden for musik var Shu-Bi-Dua. Mine forældres pladesamling blev stjålet, da jeg var helt lille, og de kom aldrig rigtig ind i kampen igen, de nåede kun til henholdsvis Bach og spillemandsmusik. Så da jeg fik fingrene i noget Shu-Bi-Dua, var jeg helt solgt. Teksterne betød sjovt nok ikke så meget, men jeg var vild med melodierne, og de til tider ret avancerede akkordprogressioner, som jeg synes var magiske og havde farver. Og basgangene... En gang blev jeg væk til en byfest i Roskilde, og de fandt mig glad og tilfreds inde i en bashøjttaler. Min far siger at jeg sang med på bassen når jeg hørte Shu-Bi-Dua, ikke melodierne.

 - Senere, da jeg i sommerferien efter 1.G. i gymnasiet besluttede mig for for blive bassist, var det ved at sætte mine gamle Shu-Bi-Dua-kassettebånd(!) på og spille med. Når jeg snakker musik med mine kollegaer, kan jeg sommetider tage mig selv i at ærgre mig over, at jeg ikke fik Miles Davis, Kraftwerk og andre cool ting ind med modermælken, ligesom de fleste andre der rigtig kunne spille. Men jeg er også bevidst om, at det har været med til at give mig mit eget lille særpræg i min musik, som jeg ikke deler med så mange andre. På godt og på ondt. Hvis jeg skal vælge en plade , bliver det 'Shu-Bi-Dua 6'. Fordi der var et nummer med slap-bas  - man spiller med tommelfingeren ligesom ham fra Level 42 - det nummer og den teknik fik jeg aldrig rigtig naglet. Mere om det senere.

 

Bruce Springsteen & The E-Street Band: 'Live 1975-85' (1986)

 - Min gode ven Johannes derimod havde god musiksmag, og jeg hang jeg rigtig meget ud hjemme hos ham. Han havde alle de rigtige rockplader. Og så havde han denne her 5-dobbelte live-plade med Bruce Springsteen. Halvdelen af den er en frygtelig gang bralrende boogie-rock, men den anden halvdel er fantastisk. Store smukke sange, fyldt med melankoli, drømme og længsel, spillet af verdens måske bedste rockband. Min ven og jeg sad aften efter aften oppe på hans loft og lyttede til Bruce, og drømte om alle de vilde ting, vi skulle med vores liv.

 - Om dagen sad jeg i kassen i Superbrugsen mens linjer fra sangene kørte på repeat inde mit hoved og jeg længtes efter weekend, ferie, kærlighed og en masse andre ting, jeg ikke kunne definere. Disse sange har siden været i mit hjerteblod, men det er først for nylig, jeg for alvor føler, at jeg selv har kunnet bruge denne musikalske farve til noget i min egen musik. About time.

Se også: Cæcilie Norby: Fem plader der ændrede mit liv

WhoMadeWho: 'WhoMadeWho' (2005)

 - Det kan virke en anelse prætentiøst at tage en af sine egne udgivelser med her, men præcis denne repræsenterer 4 vigtige skift for mig:

1. Jeg fandt en måde at spille bas på,  som folk kunne danse til! Som nævnt før, har jeg aldrig været rigtig god til at spille funk, men det med at spille disco med plekter var min tommelfingerbas, og det var som at cykle ned ad bakke i medvind.

2. På grund af mine stemmeknuder var jeg nødt til at finde en ny måde at synge på, som var mindre belastende for min stemme, hvis vi skulle på turne med vores skøre projekt. Jeg havde igennem en del år udviklet en ret højspændt måde at synge på, men her sang jeg med min dybe talestemme samt med min falset. Og pludselig var det som om, det jeg sang, begyndte at kommunikere til folk på en måde jeg ikke synes, jeg havde oplevet før.

3. Jeg mødte electronika. Som sanger og bassist af den gamle skole var det en stor åbenbaring for mig. 'Four to the floor', som man kalder det - stortrommen på alle fire slag -  som jeg før havde set ned på som dumt, åbenbarede sig om som et grundlag, på hvilket alt pludselig var muligt. Lydlandskaber, improvisationer, abstrakte melodiske forløb. Jeg har ikke set mig tilbage siden.

4. Jeg lærte at være nutidig. Hvor jeg før havde en tendens til at synes folk var dumme, hvis de ikke forstod, at John Lennon er verdens bedste sangskriver og at The Who var the shit, lærte jeg at forstå værdien i at lave tidssvarende musik. Det var vildt for mig pludselig at være oppe på beatet. Ligesom med stemmen, var det som om det musik jeg altid har haft i mig, pludselig fik en form, folk kunne relatere til. Jeg gik bort fra runer. Al ære til dem der laver anakronistisk hipstermusik og gør det godt, men det gider jeg ikke længere.

 

Sébastien Tellier: 'Sexuality' (2008)

 - Produceret af Daft Punk, før de blev easy listening. Jeg opdagede det i forbindelse med arbejdet med min første soloudgivelse som Bon Homme. Sébastien kommer fra den dekadente del af den franske chanson-tradition, men blev på dette album taget under kærlig behandling af Daft Punk. Det er en sjov blanding af kitsch, kærlighed, sex og klub. Meget melodisk og samtidig mesterlig lummert. Jeg så ham på Rust, hvor han lå syngende og hvidvinsfuld på flygelet, når han ikke lige gav fellatio til sit mikrofonstativ foran den måbende forsamling. Efter koncerten købte jeg en bowlerhat, og begyndte at øve mig meget i ikke at smile for meget, mens jeg spillede. Og så kaldte jeg mig Bon Homme, opkaldt efter en af hans sange. Han er vist ved at miste den lidt nu, men han var fandeme sej på den plade.

Se også: Ane Brun: Fem plader der ændrede mit liv

Gold Panda: Companion (2010)

 - Den rålyttede jeg inden mit 2. album som Bon Homme. Jeg opdagede ham, da han spillede efter WhoMadeWho til en koncert i Rom. Det var et one-man elektronika show ligesom mit eget, så jeg var nysgerrig. Jeg blev fuldstændig blæst omkuld. Det var et virvar af samples og skæve beats og loops, og det vildeste var, at publikum ravede vildt igennem til hans lange syrede interludes, selv om det ikke var antydning af puls eller beat.  Pladen er en samling clubby instrumentalnumre bygget op af samples. Jeg elsker den for at den både er højenergisk og hektisk samtidig med, at den er helt rolig. Der sker en masse ting og der sker ingenting. Man kan både have det vildt til den, men også bruge den til at tage en lur. Igen, han er et andet, og i min bog mindre interessant sted nu, men denne plade er fed og var en stor inspiration for min måde at producere på på dette tidspunkt.

 

0 kommentarer
Vis kommentarer