Brøler på direkte tv: - Irriterende

Fredag aften gav Lars Lilholt koncert kvit og frit på ekstrabladet.dk. Undervejs kunne seerne stille spørgsmål. Dem svarer han på her

Se eller gense hele koncerten her.

Der var dømt liv og glade dage, da Lars Lilholt sammen med sit band indtog Horsens Ny Teater fredag aften og gav en times livekoncert kvit og frit her på ekstrabladet.dk som en del af Ekstra Bladets nye koncept 'Sommer Live', hvor vi sender livekoncerter hver fredag hele sommeren.

Til fredagens koncert formåede Lilholt i den grad at sætte gang i festen og få danskerne op af sofaerne hjemme i stuerne.

'Kald det kærlighed', 'Jens Langkniv' og 'Held og lykke' var bare et par af de hits, som danskerne kunne danse med til hjemme i stuerne, mens Lilholt også præsenterede nye sange som nummeret 'Morgenmadscafé'.

Og selvom Lars Lilholt flere gange under koncerten glemte teksten til sine sange, fortsatte han ufortrødent - til stor glæde for seerne, der sendte kærlige hilsner ind til Lars Lilholdt i hobetal i Ekstra Bladets liveblog.

'Tak for en dejlig koncert. Herhjemme bragte det i bogstaveligste forstand både tårer, glæde, inspiration og nostaligi. Tak! Så dejligt!', skrev en seer for eksempel.

Under fredagens koncert fik seerne ligeledes mulighed for at stille Lilholt spørgsmål i livebloggen. Du kan læse hans svar på alle spørgsmålene herunder:

Hvad har inspireret dig til at skrive 'Kald det kærlighed'?

- Ulykkelig kærlighed for 35 år siden.

Hvordan har du det med, at du skal være med i 'Toppen af Poppen' igen?

- Det glæder jeg mig til.

Lilholt på scenen fredag aften i Horsens Ny Teater. Foto: Anita Graversen
Lilholt på scenen fredag aften i Horsens Ny Teater. Foto: Anita Graversen

Jeg har savnet dig og dit skønne orkester meget i år! Ved du, hvornår det igen bliver muligt at opleve en vaskeægte Lilholt-koncert igen?

- Næh.

Jeg er kæmpe Lars Lilholt Band-fan og har været det siden, jeg var til min første koncert på festival Jelling 2015. Jeg har tit tænkt på, hvilke sange der er fedest at spille live foran publikum? Er det bangerne, som hele publikum kan synge med på, eller er det måske sjælerne såsom 'Hvor går vi hen, når vi går'?

- Det er faktisk begge dele. Det kan noget forskelligt.

Hvordan er det at spille foran et 'stille' publikum? I er jo, ikke uden grund, kendt som DKs bedste liveorkester!

- Det er fint. Så er der plads til fordybelse.

Hvad skete der egentlig med den første udgave af 'Når jeg for vild', som blev spillet live i 2010 og minder mere om melodien til 'I skovens dybe stille ro'?

- Den blev lavet om i 2012.

Lars Lilholt nød at stå på scenen fredag aften efter en længere pause grundet coronavirus. Foto: Anita Graversen
Lars Lilholt nød at stå på scenen fredag aften efter en længere pause grundet coronavirus. Foto: Anita Graversen
 

Hvad er historien bag 'Dansen går'?

- Et jubilæum til nogle dansere, der hedder Silkeborg Morrismen.

Hvordan føles det at glemme teksten på scenen, som du gjorde til fredagens koncert?

- Irriterende!

Hvordan ved du, hvornår en sang er færdig?

- Det kan man mærke.

Kan man donere en mønt til Lilholt og hans band?

- Næh. Køb evt. merchandise på hjemmesiden.

- Vi har to spørgsmål: Hvad hedder den sang med kærligheden, du har skrevet sammen med Kristian og lige har spillet, og hvornår udkommer dit næste album?

- Den hedder 'Om at være tæt', og næste album - det aner jeg ikke.

Hvad er din største musikalske oplevelse?

- Yehudi Menuhin i Aarhus Stadionhal 1973

Du kan se eller gense koncerten med Lars Lilholt i playeren ovenfor.