Chief 1: Fem plader der ændrede mit liv

Den vidtfavnende producer og sangskriver med mere fremhæver en håndfuld plader, der gjorde en forskel

Hiphop var afsættet for Lars 'Chief 1' Pedersen, men siden har han været langt omkring rent genremæssigt. (Foto: Martin Lehmann/Polfoto)
Hiphop var afsættet for Lars 'Chief 1' Pedersen, men siden har han været langt omkring rent genremæssigt. (Foto: Martin Lehmann/Polfoto)

Den 45-årige amagerdreng Lars Pedersen alias Chief 1 har, siden han skrev dansk hiphop-historie i 1980'erne med Rockers By Choice, været vidt omkring i det danske musikliv fra Sound Of Seduction over Shu-bi-dua til Dansk Melodi Grand Prix, hvor han senest var inde over Anti Social Medias vindersang 'The Way You Are'. Og senere på året kan vi høre ham som producer og sparringspartner for Johnny Madsen på dennes kommende album. Vi har her bedt Lars om at fortælle om fem plader, der har betydet noget helt særligt for ham.

The Beach Boys: ’Pet Sounds’ (1966)

 - I midten af 90´erne havde jeg en helbredsmæssigt ret så alvorlig og stejl rutsjetur imod afgrunden for at sige det mildt. Efter en sindssyg hård operation med livet som indsats, lå jeg så der, udpint i både krop og sind, og spekulerede over den mildest talt fortvivlede og ikke så lyse fremtid. Jeg havde netop overstået mit obligatoriske Beatles-trip, som jeg mener, at alle der bare har en gran salt med musik at gøre, skal igennem, sammen med Dylan, The Band & Stones – så er man ligesom i gang.

 - Jeg bed mærke i, at der i næsten alle interviews omkring The Beatles’ fantastiske midt 60´er-plader (’Rubber Soul’ og ’Revolver’) konstant blev refereret til ’Pet Sounds’ og Brian Wilson. ’Brian Wilson, Beach Boys, ’Pet Sounds’, mesterværk', kom det ud af munden på både Macca og produceren George Martin. Så som jeg lå der i mine måske mørkeste timer på jorden, rakte jeg ud efter cd´en, som jeg havde købt måneder i forvejen, da jeg godt vidste, at jeg før eller senere skulle ’ind’ i pladen. Og lige der i en rusten og gammel sygeseng på Herlev hospital tændtes en ild inden i mig, en ild der stadig brænder og er årsagen til, at jeg lever for musikken i alt hvad jeg gør.

 - Jeg vil gå så langt og sige, at ’Pet Sounds’ reddede mit liv. Hvordan ku’ et 24-årigt geni fra Californien skrive et album i 1966, der ramte en 25-årig knægt fra Amar så mange år efter? De første blide guitaranslag og så den der kæmpe tam tam/lille tromme – bam, så starter "Wouldn´t It Be Nice" – sjældent har jeg hørt noget så opløftende, men alligevel så ufatteligt sørgeligt på en gang. ’God Only Knows’ er den absolut smukkeste sang der nogensinde er skrevet, basta. Bare hør det helt unikke instrumentalstykke efter andet omkvæd, hvor sangen går over i et slags indie-barbershop-kor og til sidst lander på en harmoni, der får mig til at græde, hver eneste jeg hører den. Og lyt til koret mod enden, det er som at høre engle synge – Carl og Dennis, I er meget savnet

 - ’Caroline No’ og ’I Just Wasn´t Made for These Times’ er stærke og nøgne sange, skrevet i en tid, hvor få turde åbne så meget op for sjælen. Bare det at bruge ordet ’God’ i en popsang var meget modigt og sjældent hørt, men Brian trodsede alt og alle og skabte ene mand en fænomenal produktion i en tid, hvor man ikke kunne lave alle demoerne hjemmefra, de blev skabt på stedet. Lyt engang til strygerstykket i midten af ’Don´t Talk (Put Your Head on My Shoulder)’. De otte takter opsummerer alt jeg elsker i popmusik, og er grunden til, at jeg i sammenligning blot er en lillefingernegl i Brian Wilsons hellige tempel.

 

Public Enemy: ‘It Takes a Nation of Millions to Hold Us Back’ (1988)

 - I sommeren ’88 var Rockers By Choice på pilgrimstur til moderlandet og hiphoppens fødeby New York, en dannelsesrejse jeg aldrig glemmer, især fordi vi havnede lige ned i hiphoppens gyldne år. Året hvor Boogie Down Productions, Jungle Brothers, Stetsasonic, Ultra Magnetic MC´s, Big Daddy Kane m. fl. udgav deres store klassikere, albums der for evigt skulle forandre verden og den måde mange oplevede og hørte musik på. Ét album stod dog som en brændende og stolt fakkel, et værk baseret på USA’s historie, musisk såvel som politisk, men denne gang blev den set og beskrevet ud fra en sort mands Ray-Bans og mikrofon. Det var supergruppen Public Enemy, vel nok RBC´s største inspirationskilde og lige pladen her er vel nok det bedste hiphop-opus nogen sinde.

 - Sangen ’Fight the Power’ (titelsangen til Spike Lees underspillede, men meget dramatiske film af samme navn) er og bliver det stærkeste ’power smadder knytnæve in your face’-nummer, jeg nogensinde har hørt. Den kalder til samling og opmærksomhed på en så insisterende måde, at man dårligt kan bukke sig, når den rammer: ’Elvis was a hero to most but he never meant shit to me/You see, straight up sucker he was simple and plain/ motherfuck him and John Wayne’. Om man så var enig eller ej, så var det her sindssygt stærke sager for fem hvide Amarkanere i 1988.

 - Lige pludselig så og hørte vi tingene fra en helt anden side, vi granskede alle tekster – no google æra – vi prøvede så hårdt vi kunne, at forstå Chuck D og hans budskaber, vi var hans disciple. Vi stod oppe på taget af et smadret junkie-hotel på 42. Street i bare, hvide overkroppe (p.g.a. den umenneskelige varme), men med kolde Budweisere (som Beastie Boys) og hoppede op og ned, imens ’Don´t Believe the Hype’ kastede sine funky beats ud over vores Mekka. Lige der var alle lykkelige i et meget vigtigt splitsekund, som senere skulle bringe os hjem til Danmark fyldt med Bomb Squads innovative produktioner, Flavour Flavs vildskab og ikke mindst Chuck D´s flow, poesi og overlegenhed i kufferten. Klar til at påbegynde vores debut album ’Opråb til det danske folk’.

 

Se også: EaggerStunn: Fem plader der ændrede vores liv  

Police : ’Reggatta de Blanc’ (1979)

 - Hvorfor er det så hulens svært for en stor del af den brogede anmelderskare at hylde Police? Jeg forstår det simpelthen ikke, men læser det lidt som at de faktisk var for gode musikere i deres tid. Hvad fanden er det for et argument? Ikke at jeg er fan af musikonani og matematikmusik, men jeg kan ikke få mig selv til at sætte dem ind i den slags kategorier med et album som dette. Indrømmet, der er et par missere og ville egentlig hellere fokusere på deres hits, men der er noget i dette album, der er så råt, at man nærmest fornemmer en lyd af træ og analog mikserpult. Trommerne her er fantastisk optaget, og Stewart Copeland står for mig som en af de mest innovative trommeslagere vi har. Han skabte nærmest skole dengang – lyden af hans smækkende lilletromme og alt for funky hi-hat spil har gang på gang kørt i mit dengang unge hoved (man er vel søn af en trommeslager).

- Sting, hold nu op hvor mange hader ham – jeg ser ham lidt som Ronaldo, fordi han ser godt ud og er pigernes helt, ja så hader alle mænd ham, og glemmer, at manden er en af verdens bedste fodboldspillere. Bondeknolde! Samme ting tror jeg er sket for Sting, i hvert fald i starten, senere er det rigtig nok stukket meget af for ham, men det skal jeg ikke være manden til at blande mig i eller dømme om. Jeg konstaterer bare, at på de her tidlige plader synger han som en rockgud, spiller bas som få og skriver evergreens med største lethed, ja nærmest som om han har tappet direkte ind i sangskriverhimlen

 - ’Message in a Bottle’ er fandeme et fedt rock nummer med et af de bedste guitar-riffs ever, teksten ramte mig i mine teenageår og gør det stadigvæk: ’Seems like I’m not alone in being alone’ er tidlig og genial EMO-lyrik. ’Walking on the Moon’ er så skide simpel, at det gør ondt, og folk som mig ved, hvor svært det er, at holde ting så simpelt som her. En basgang selv en 8-årig ville kunne spille, men hvilken basgang, Andy Summers tågeagtige chorus delay-akkorder ovenpå et Copeland reggaerock-beat, der nærmest skriger ’luk mig ud jeg vil smadre til den’, men det er netop der, hvor Copeland er stærkest, der hvor man holder ham nede og tilbage med kæder og magt. ’Bring on the Night’ og ’The Bed’s too Big Without You’ er melankolske, undervurderede popmesterværker, som emmer af nat og ensomhed og albumlukkeren ’No Time This Time’ er en af mine Police-favoritter og sætter kurs imod Green Day og Blink 183 med mesterlige trommesoloer og poppunk, jeg ikke kan andet end at elske. Anmeldere tag jer nu sammen og anerkend Police! 

 

Love Shop: ’DK’ (1992)

- Der findes ikke mange plader, man kan kalde sin ven og tro støtte, men værket her er en af mine klipper i dansk musik. En god ven jeg altid kan tage frem, når alting støjer og larmer mere ondt end godt. Mig, mine hovedtelefoner og ’DK’ i ørerne ned af Amagerbrogade i silende regn på vej hjem fra studiet klokken meget sent er vel nok noget af det mest meditative, jeg kan huske fra 90´erne. Her er så mange mesterværker samlet på en plade med kun et eller to fejlskud, men det gør intet, for resten af sangene på dette album overstråler meget dansk musik udgivet op til i dag. ’Pia Larsen’, hvordan fanden kan man skrive en så genial sang med en så fucked up titel, og så handler den om aids. Tilmed emmer den af en New Order happy-go-lucky sang (hvis sådan en findes). ’Stalingrad’ rammer min gamle 60´er-nerve med et kæmpe kosak-kor, der møder Hank Marvin i en 3/4 vals, det er skide brillant – Hilmer, du er også meget savnet.

 - ’Manchester’ er The Smiths og Housemartins på dansk, dog ekstremt originalt udført og smukt harmoniseret, fra dengang Love Shops vokaler tit var tostemmige, noget jeg i dag savner i Love Shop. Da Jens og Mikaels stemmer smeltede sammen som bittersød fløde på de tre første album. Sangen er samtidigt starten til Henrik Halls fantastiske indtog i bandet – Henrik, du er også meget savnet. ’Himlen vil briste’ er vel nok (udover ’Til stjernerne’ fra det første album) en af de mest melankolske sange, jeg nogensinde har hørt på dansk, imponerende hvordan bandet har indfanget en stille og kommende storm på bånd. Vi har tværfløjter og ’Pet Sounds’-lignende klaver og guitar tilsat Vesterhavets mørke brusen og vinden over kornmarkerne. Jeg bliver stum, når jeg hører det her.

 - At bandets måske bedste sang ’Drømmenes København’ findes her, siger vist alt om pladens guldgrube. Jens Unmack er en gudbenådet lyriker og en meget personlig vokalist, som jeg hundrede gange hellere vil høre på end en eller anden ’hey, jeg kan ramme alle toner og synge meget højt’-agtig dude. Vi burde bøje os i støvet, fordi vi har en så stor tekstforfatter iblandt os. Der er ’Guldhornene’ og så er der ’DK’.

 

Se også: Kristina Renée: Fem plader der ændrede mit liv  

Beatles: ’Revolver’ (1966)

 - Hver eneste gang jeg støder på en sangskriver og snakken går, ’hvorfor kan du ikke skrive om andet end kærlighed?’, og vedkommende svarer, ’Jamen, det er umuligt at skrive om andet jo’, tager jeg fat i vedkommende og sætter ’Revolver’ på. Og for den sags skyld også ’Rubber soul’. Tekstmæssigt finder man ingen der var mere varierede end The Beatles. Jeg mener, pladen starter ud med et über-funky whiteboy groove med en tekst om skattefar, der sidder lige i flæsket på lytteren og England anno 1966, et af de mest spændende år i musikhistorien, hvor alting buldrer og stikker af. Hele pladen her er et virvar at lyrisk inspiration, hvor få sange handler om ’love’, og den lykkedes big time uden. Tag ’Eleanor Rigby’, hvad fanden sker der i hovedet på en så ung McCartney? Jeg tænker tit på, hvor sindssyge de to mestre var dengang, jeg mener, hvem kan ændre den musikalske verdenshistorie som de gjorde og tilmed i så ung en alder? Mange sangskrivere når ikke engang at snuse til bare en af de tos sange i en livstid, tag ’Here, There and Everywhere’, nok bare en stille dag på Pauls kontor, men for helvede da også hvor er det en suverænt skrevet sang,

 - Man føler den kammeratlige konkurrence imellem Brian Wilson og de to Liverpool-lads, men gud være lovet for den konkurrence, for vi fik pladen her, ’Pet Sounds’ , ’Sgt Pepper…’ og til slut ’Smile’ foræret som resultat. Damn, et opløb. ’She Said, She Said’ lyder mere af Oasis end Oasis, den 12-strengede Rickenbacker guitar og Ringos sublimt underspillede groove er lyden af UK og Beatles i oprør. ’Good Day Sunshine’ og ’For No One’ er Macca-perler på en snor, Harrison famler stadig en smule, men er godt på vej imod ’Something’, som ender med nærmest at overskygge sine to mentorer til sidst.

 - Pladen slutter med et kæmpe blik ind i fremtiden og ’Tommorow Never Knows’ danner præcedens for sampling, big beat og elektronisk musik, her er båndsløjfer med måger, baglæns guitarer og alt i gryden. Fuldstændigt sindssygt trommespil af den evigt undervurderede Ringo – vitterligt sindssygt godt spillet – Pauls basspil er en bog for sig selv (generelt), og John chanter messende ’Den tibetanske dødebog’, så man sidder så mange år efter og stadigvæk tror ham. Det her er avantgarde, men det er fandeme avantgarde, selv en knægt fra Amar forstår

 

Ekstra Bladets flash!-redaktion er på Facebook. Klik HER, tryk 'like' og følg med i de seneste nyheder om kendte, kongelige, musik, tv og film.

31 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Musik
Seneste i Musik
Hent flere

Thomas Treo skamhører

1.Jeff Parker: 'Suite for Max Brown' (International Anthem-album/Ude 24. januar)
2.Hanne Boel: 'Between Dark & Daylight' (Stunt-album/Ude 24. januar)
3.Pet Shop Boys: 'Hotspot' (x2-album/Ude 24. januar)

Rune Melchior Sjørvad skamhører

1.American Football: 'Year One Demos' (Polyvinyl-ep/Ude nu)
2.Sondre Lerche: 'Britney' (PLZ-ep/Ude nu)
3.Beck: 'Hyperspace' (Capitol-album/Ude nu)
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere