Choir of Young Believers: Fem plader der ændrede mit liv

Jannis fra album- og Roskilde-aktuelle COYB om en håndfuld plader, der gjorde en forskel

Choir of Young Believers med Jannis Noya Mikrigiannis i front er et af navnene på Roskilde Festival til sommer. (Foto: Playground)
Choir of Young Believers med Jannis Noya Mikrigiannis i front er et af navnene på Roskilde Festival til sommer. (Foto: Playground)

Choir of Young Believers har for nyligt udsendt deres tredje, roste album 'Grasque' og er i dag blevet tilføjet plakaten til årets Roskilde Festival. Den 5. april indleder de endvidere en længere europaturne i Zürich.  Vi har i den anledning bedt bandets dansk/græske sanger og sangskriver Jannis Noya Mikrigiannis om at hive fem plader frem, der har sat sig afgørende spor.  

Miles Davis: 'You’re Under Arrest' (1985)

 - Den her plade er en rablende vanvittig blanding af superkæk, topfornærmet fusion og cremet pop i form af Michael Jackson og Cindy Lauper coverversioner. Jeg er vokset op med denne her plade, det var sådan en min mor fyrede op for, når hun lige skulle ha lidt mor-tid, så den minder mig om Farum i 80'erne, gode minder på den måde, men jeg tror faktisk, at jeg synes at den var lidt uhyggelig dengang. Han poserer jo også pissesur med et maskingevær på lp-coveret. Fuck, han er så sej Miles. Jeg har selvfølgelig også læst selvbiografien, og jeg ved godt, at han som privatperson måske var en fuldstændig ubehagelig person, men det er da sagen fuldstændig ligegyldig. Jeg kan selvfølgelig også godt lide hans cool jazz-periode og alt det der, men altså den her plade, det her superstressede og aggressive lydunivers, som samtidig er det vildeste gavebord af musikalsk overskud og energi. Hvis du ikke har set hans live koncerter fra samme periode, så gør lige dig selv den tjeneste at tjekke f.eks. Montreux fra 1986 ud på YouTube, jeg dør hver gang.

 

Düreforsög: 'Engine Machine' (2002)

 - Düreforsög var sådan et band, som jeg føler, når jeg tænker tilbage på det, har uddannet én på den måde, at man aldrig rigtig vidste, hvor man havde dem. Og hvis man var fan, var det noget med at holde tungen lige i munden og følge med, da der virkelig blev taget store skridt og de udviklede sig meget mellem hver plade - fra meget fjollet og ret hård tegneserie-heavy til meget seriøs og mere underspillet artrock på bare et par år, og så var de jo kun fire-fem år ældre end mig og fra København, men alligevel fra en helt anden planet, og så udgav de plader og spillede rigtige koncerter og sådan. 

Hymns From Nineveh: Fem plader der ændrede mit liv

Dean Blunt: 'The Narcissist II' (2012)

 - Det var på denne plade og gennem titelnummeret, at jeg opdagede Dean Blunt, der nok er en af de kunstnere, som jeg har lyttet til og er blevet mest inspireret af her de sidste par år. Specielt denne plade, som virkelig er et stort virvar af forskellige genrer og stemninger, men samtidig er et totalt samlet værk, og hele pladen hænger sammen med instrumentale overgange og en dialog, der spænder over hele pladens forløb. Ved de tidlige gennemlytninger havde jeg nogle gange lidt følelsen af, at jeg sad og lyttede til et eller andet bong-hoveds private skitser, hvilket var spændende, for der var altid et eller andet, der fangede ens opmærksomhed, og som gjorde at man kunne overskue at vælte rundt i tågerne. Og den der limbo tilstand er også et meget godt sted at lytte fra, synes jeg, sådan at man ikke helt ved, hvilket ben man skal stå på.

 

Sami Yusuf: 'My Ummah' (2005)

 - En af de sidste hele plader, jeg rigtigt har dyrket er Sami Yusufs 'My Ummah'. Jeg tror, at det var en taxa chauffør, der spillede det, og så fik jeg lige navnet med. Det er sindssygt flot popmusik fra Aserbadjan med flødeelementer, der kan få selv George Michael til at virke som et følelseskoldt svin. Specielt kor- og stryger arrangementerne er helt til at falde i svime over. Det er vist ret religiøs musik, så der er lavet to versioner af pladen; en syndig version med popinstrumentering, og så en version, hvor der nærmest kun er vokaler og perkussion  - sidstnævnte version er helt klart fedest.

 

Troels Abrahamsen: Fem plader der ændrede mit liv

Green Day: 'Dookie' (1994)

 - Ok, jeg ved godt, at det ikke lige er det seje at sige, der er i hvert fald mange andre plader fra start 90’erne, som i mit hoved stadig holder, og som også har betydet meget - men altså, jeg var mega Green Day fan i sådan fjerde til sjette klasse, farvede mit hår og det hele. Jeg ville gerne være som ham Billy Joe, der sang. Jeg havde lyttet så meget til 'Dookie', at jeg kan huske at jeg på et tidspunkt begyndte at høre den med hovedtelefon-stikket halvt inde i min walkman for sådan lige at ryste posen lidt, så lød mixet nemlig helt anderledes - altså nok bare ret dårligt, men også anderledes, hvilket var et friskt pust, når man åbenbart nægtede at høre noget andet. Men altså, de er helt klart en af grundene til at jeg startede mit første band som teenager og begyndte at skrive mine egne sange. Jeg har lige givet pladen et genlyt, og det er altså virkelig ikke særlig godt. Ja ja, der kan man bare se.

 

Seneste nyt

Hvorfor må Michael Dyrby blive?

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.