Choknyhed: Derfor tog vi røven på alle

Forudsigeligheden er en ulidelighed for The Minds of 99, og derfor har rockbandet valgt at vende sig selv på vrangen

Sang for sang har The Minds of 99 erobret den danske musikscene og har leveret storslåede, publikumsbegejstrende og anmelderroste rockkoncerter af tonstung kaliber på Orange Scene - to gange endda - i Royal Arena og senest i Parken. Bandet er blevet kaldt den unge generations stemme, og Niels Brandt for en fritænkende fuckfinger. Foto: Simon Birk/Free
Sang for sang har The Minds of 99 erobret den danske musikscene og har leveret storslåede, publikumsbegejstrende og anmelderroste rockkoncerter af tonstung kaliber på Orange Scene - to gange endda - i Royal Arena og senest i Parken. Bandet er blevet kaldt den unge generations stemme, og Niels Brandt for en fritænkende fuckfinger. Foto: Simon Birk/Free

- Livet er kedeligt uden kaos. Intet nyt og alt ved det gamle er en sikker brækmedicin.

Niels Brandt smagte på stroferne, da han var ved at indtale Michael Strunges digte for Gyldendal og var kommet til 'Krystalkuglen'.

Kan du se ind i din fremtid, er det måske nu, du i stedet skal slippe den og fortære splinterne stykke for stykke, skriver Strunge videre.

Niels Brandt tog digtet med til sine kammesjukker i The Minds of 99. Og sammen indspillede de det som sløjfen på deres nye plade, 'Infinity Action', som netop er udkommet.

- Nogle gange lander du på noget, som du ikke kan sige bedre selv, siger forsanger Niels Brandt og fortsætter:

- Da vi skulle lukke pladen, syntes vi, at det var fedt at have på som et slags manifest for en af de tanker, der ligger bag.

'Infinity Action' er det fjerde album fra The Minds of 99. Pladen efterfølger bandets tidligere gedigne succeser, som tæller den selvbetitlede debut fra 2014, efterfølgeren 'Liber' året efter og den seneste plade, 'Solkongen', fra 2018.

Sang for sang har The Minds of 99 erobret den danske musikscene og har leveret storslåede, publikumsbegejstrende og anmelderroste rockkoncerter af tonstung kaliber på Orange Scene - to gange endda - i Royal Arena og senest i Parken.

Bandet er blevet kaldt den unge generations stemme, og Niels Brandt for en fritænkende fuckfinger.

The Minds of 99 har cementeret sig i 'the minds of Denmark'.

"Infinity Action" er det fjerde album fra The Minds of 99. Pladen efterfølger bandets tidligere gedigne succeser, som tæller den selvbetitlede debut fra 2014, efterfølgeren "Liber" året efter og den seneste plade, "Solkongen", fra 2018. Foto: Karen Rosetszky/Free
 

Vi er glade for det
Så hvad nu?

- 'Solkongen' var jo en kæmpe plade. Det hele var bare gået opad, så vi havde det nærmest, som om at vi kunne se vores egen fremtid i krystalkuglen. Så skulle vi bare lave en fjerde plade og gentage det?, fortæller Niels Brandt.

- Vi er glade for det, vi har lavet, og vi vil ikke tage afstand fra det. Men vi havde ikke lyst til at konkurrere med os selv. Det var blevet til et fængsel, et mentalt kreativt fængsel, hvis vi gik den vej.

- Vi havde behov for at gøre noget, hvor vi simpelthen ikke kunne regne ud, hvad der ville ske, og det blev et fristed til overhovedet at kunne lave én sang.

I 2019 rejste kvintetten, som foruden Niels Brandt også består af Anders Folke Larsen på guitar, Louis Clausen på trommer, Asger Wissing på bas og Jacob 'Jukse' Bech på keyboard, til Los Angeles for at trække stikket en stund.

Efter en intens turné skulle de fem barndomsvenner fra Frederiksberg bare være hinandens nærmeste og slippe gækken løs i englenes by.

The Minds of 99 består af forsanger Niels Brandt, Anders Folke Larsen på guitar, Asger Wis­sing på bas, Jacob Bech på synthesizere og keyboard og Louis Clausen på trommer. Til at begynde med var Mikkel Bech-Hansen også med, men han forlod bandet i 2016. Foto: Simon Birk/Free
The Minds of 99 består af forsanger Niels Brandt, Anders Folke Larsen på guitar, Asger Wis­sing på bas, Jacob Bech på synthesizere og keyboard og Louis Clausen på trommer. Til at begynde med var Mikkel Bech-Hansen også med, men han forlod bandet i 2016. Foto: Simon Birk/Free
 

Undervejs skulle de liiige over og besøge en dansk producer derovre, men de endte med slet ikke at forlade studiet.

Først kom '1, 2, 3, 4' til, så 'Som fluer', og inden ugen var omme, var der skabt fem flyvefærdige sange.

- At skrive et nummer på engelsk og udgive det som første single efter 'Solkongen' fik nogle til at sige: 'Hvad fanden er det her? Er det det nye?'. Og det vidste vi faktisk ikke selv, fortæller Louis Clausen.

- Det var på en eller anden måde bare tid til at lade spontaniteten regere. For at bryde fri fra det, krystalkuglen sagde, ville være det rigtige at gøre - og lade nuet, lysten og legen drive værket.

Alligevel trængte spørgsmålene sig på, da numrene udkom drypvist ét efter ét. Fra at det havde slået gnister af eufori, slog gnisterne nu af frustration.

- Da vi udgav dem, følte vi: Skal det her blive en plade, eller hvad skal vi? Og så kom uhyggen. Hvad fanden har vi egentlig tænkt os? Vi har udgivet alle de bedste sange. Nu har vi trængt os selv op i en krog. De næste skulle være lige så gode, og vi havde dem ikke.

- Men så kom pandemien. I vores forstand nærmest heldigt, siger Niels Brandt.

Ikke romantisk
Undervejs var der ikke meget at grine af.

- Man behøver ikke være så romantisk omkring det. Der var en eksplosion af lykke til at starte med, og 'hold kæft, hvor det kører', men det meste af processen har i virkeligheden været ret slidsom, ulidelig og usikker, fortæller Anders Folke Larsen.

- Strunge siger, at livet er kedeligt uden kaos. Kaos er ikke rart. Men der er en eller anden energi, som vi kan tappe ind i, der gør, at vi ikke kan lade være.

Først to år efter at de første numre blev til, blev de sidste klar til pladen.

Kigger man ned over listen, er der sange om den barnlige uskyldighed og den første forelskelse til misbrug, marketing og folketing.

14 vidt forskellige sange samlet under ét - 'Infinity Action'. Læs Thomas Treos anmeldelse her.

Seneste nyt

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.