I AFTEN ER DER Barrikadefest i Den Grå Hal på Christiania. En lang række bands markerer, at det er 30 år siden, politiet ryddede en af bz-højborgene, Ryesgade 58. Christianias mest berømte søn, Lukas Forchhammer, er også på barrikaderne i aften, men det er i den anden ende af landet. Som frontmand i Lukas Graham går han forrest, når YouSee holder storstilet firmafest i Herning.
HVALPEN HAR charmeret sig ind i danskernes hjerter med en logrende kækhed og barfodet uskyld, der naturligvis er et image og en illusion, men det virkede. Det gør det ikke længere. Illusionen er bristet. Han er endnu et forbillede, der er et dårligt forbillede for et troløst ungt musikpublikum, der eller godt kunne bruge en, som viste dem, hvad integritet og autenticitet betyder.
Christiania-drengen ændrer stil: Lukas Graham forgyldes af YouSee
L.O.C. TOG OGSÅ telefonen, da telegiganten ringede for nogle år siden, men rapperen måtte efterfølgende erkende, at det er svært at sælge en vare, man tidligere har foræret væk. Da Forchhammer kun var kendt som Grunk, var der masser af penge i musikbranchen, men nu skal man hedde Lukas Graham for at kunne leve fedt af det. Popbandet har i år opnået historisk flotte resultater på de udenlandske hitlister, så man skulle tro, de havde råd til at sige nej tak, når der viftes med checks i millionstørrelsen.
IDA CORR OG Oh Land er kun populære i medierne, så de sagde nok ja tak af nød. Forchhammer er en nød, fordi han i begyndelsen af en vel formentlig lang karriere allerede har forrådt de idealer, der skulle forestille at være fundamentet for hans bemærkelsesværdige succes.
LUKAS HAR TRUKKET ryatæppet væk under sig selv i en tid, hvor Christiania er så kriseramt, at det vist er gået op for selv de mest forkvaklede hippier, at Pusher Street er en blind vej. De kalder det en fristad, hvilket vel indebærer, at man er fri til at træffe sine egne valg. Og det er man jo.
FORCHHAMMER valgte forkert, da han tog pengene og pissede i bukserne. Det stinker. Og de bukser tørrer aldrig helt. Når han i aften synger for slipsedrenge i sponsorloger på en mark i Venstres baghave, går det forhåbentlig op for ham, at han har begået karakterselvmord. Men så er det ligesom for sent.