Scarlet Pleasure kan levere både underholdning og hits.
Trioen bestående af Emil Goll, Joachim Dencker og Alexander Malone gæstede for nylig Tinderbox med fire stjerner og rosende ord til følge fra Ekstra Bladets musikanmelder, og deres musik kan de i den grad også tjene penge på.
Det viser et netop offentliggjort regnskab fra bandets firma.
I løbet af 2021 har bruttofortjenesten nået et rekordhøjt niveau for Scarlet Pleasure, som tjente 5.409.548 kroner i løbet af året, hvor coronapandemien stadig voldte problemer.
Det fremgår af regnskabet, at en del af indtjeningen er coronakompensationer for aflyste koncerter i løbet af året. I alt har de modtaget 1.182.522 kroner fra staten.
Det er en stor del af det, som bandet ender med at have i overskud, efter at de har betalt løn til sig selv. Overskuddet før skat ender på 1.531.513 kroner.
Forklarer ulovligt lån
Bandets revisor har noteret sig, at trioen har brudt regnskabsloven med et såkaldt ulovligt kapitalejerlån.
Der er dog en god forklaring på lånet, som ikke er trioens egen skyld, lyder det.
'Lånet fremkommer, da en forretningspartner ved en fejl havde udbetalt vederlag til personlige NemKonti. Der er efterfølgende rettet op på fejlen,' oplyser bandets management til Ekstra Bladet.
Derudover ønsker bandet ikke at kommentere regnskabet, lyder meldingen.
Det fremgår af regnskabet, at der er tale om et beløb på 339.693 kroner.
Kæmpeløn
Det beløb blegner dog i forhold til det, som selskabet har udbetalt i almindelige lønudbetalinger. I alt 3.816.349 kroner er der betalt i løn.
Hvis selskabets tre ansatte, som formentlig er bandet selv, har fået alle pengene ligeligt fordelt, så svarer det til en månedsløn på 106.009 kroner per mand.
Derudover udbetaler de et udbytte på 171.600 kroner.
Egenkapitalen i selskabet lød ved udgangen af året på 2.278.788 kroner.