Dansk hit-trio går tilbage til rødderne

Carpark North giver gratis koncert på ekstrabladet.dk live fra Parken fredag aften, samtidig med at de smider en ny single på gaden

Den danske hit-trio udgiver fredag ny musik. Forsanger Lau Højen til venste, bassist Søren Balsner i midten og trommeslager Morten Thorhauge  til højre. Foto: Olivia Loftlund
Den danske hit-trio udgiver fredag ny musik. Forsanger Lau Højen til venste, bassist Søren Balsner i midten og trommeslager Morten Thorhauge til højre. Foto: Olivia Loftlund

21 år efter at danske Carpark North lagde de danske hitlister ned for første gang, er de nu tilbage med en ny sang.

Fredag udkommer singlen 'Moments', der har været noget af en rejse undervejs.

- Vi startede for halvandet år siden i et studie i Hamborg med produceren, der var med til at lave vores to første album, fortæller trioen til Ekstra Bladet under et videoopkald som optakt til deres koncert fra Parken, som kan streames live og gratis på ekstrabladet.dk

- I Hamborg jammede vi løst og fast i fem dage, noget vi faktisk aldrig har gjort. Det plejer at være meget mere konkret, men her kastede vi bare alt ind i puljen.

Så kom corona
Siden da er bandet gået til og fra sangen, og da coronaen havde sit indtog i landet, var sangen 80 procent færdig.

- Vi syntes, at den vibe, som sangen har, var noget, som vi har brug for i den her tid. Noget feel good.

- Den handler om at trække lidt på skuldrene, nyde livet og være i nuet. Særligt nu, hvor ingen af os kan lave noget sjovt, siger de gæve jyder.

Online
Faktisk blev sangen færdiggjort over internettet, da musikerne ikke har haft fysisk kontakt, siden Danmark lukkede ned.

- Sangen passer perfekt til den her årstid, da det har været godt vejr, samtidig med at vi alle er lukket inde.

- Det er en sang, der skal være med til at løfte en igennem foråret.

Kan skuffe
Med en ny sang kommer også en ny retning, som det danske band bevæger sig hen mod.

Eller rettere sagt er det en retning, der tager dem tilbage til starten.

- For os er det også en modig sang. Normalt står vi og råber, når vi er på tour, men den her sang tager en lidt anden vej. Måske vil det overraske nogen, måske vil det skuffe nogen. Vi synes altid, at det er friskt at ryste posen.

- Den er mere original Carpark North end meget andet, vi har lavet for nylig. Vi er i en proces, hvor vi prøver at sige, at 'we don’t give a fuck', hvor vi bare gør det, der sjovt, siger de.

Renæssancen
Og netop det at gøre det sjovt og mindre business er netop, hvad det skal handle om.

- Tidligere har det været meget koncept-agtigt. Det er her handler om at finde teenageren frem igen.

- Altså en renæssance?

- Ja, det er det, som det hedder, griner de.

HUSK! at du kan opleve hele koncerten LIVE fra Parken gratis på ekstrabladet.dk fredag 20.

16 kommentarer
Vis kommentarer