Der var ellers lagt op til en rigtig hyggelig aften i Kulturhuset Viften i Rødovre.
Den populære popduo Citybois, bestående af Anthon Edwards og Thor Blanchez Farlov skulle nemlig spille for omkring 400 mennesker.
Men 20 minutter før koncerten gik i gang, måtte arrangørerne aflyse. Det skriver drengene på deres facebook-side, og det bekræfter kulturhusleder, Lau Wulfsberg, overfor Ekstra Bladet.
- Alle mennesker var kommet ind i salen, da vi måtte aflyse koncerten, fordi Anthon er syg. Det er vi rigtig kede af, men Anthon har virkelig kæmpet for at komme på benene, men det lykkedes ikke, siger han til Ekstra Bladet.
På Citybois' facebook-side skriver de, at den ene af de to drenge, Anthon, har haft enorme rygsmerter, som er taget til i løbet af dagen, og han har haft svært ved at holde sig oprejst.
- Vi har haft behandling ude på venue og forsøgt med smertestillende uden hjælp. Anthon beklager af hele sit hjerte og tænker kun på hvornår han kan gøre det godt igen med en ny koncert, skriver popduoen.
Er det en joke? Citybois vil slå igennem i USA
- Det er da virkeligt ærgerligt, men folk tog det rigtig pænt. De mange fans tænker jo også på hans helbred, siger Lau Wulfberg til Ekstra Bladet.
Han lover, at senest tirsdag er en dato for en ny koncert.
- Og her har de folk, som skulle ind og se koncerten i aften, selvfølgelig billetter til. Og hvis man ikke kan den dag, så kan må få sine penge retur det sted, hvor man har købt billetterne, siger arrangøren.
Citybois: Selv Dronningen kender os
Citybois blev kendt, da de deltog i underholdningsprogrammet 'X Factor' i 2015. Her fik de fjerde plads. I modsætning til de fleste håbefulde deltagere og sågar vinderen af programmet lykkedes det Citybois at stable en karriere på benene efterfølgende.