- Det går godt det hele.
Sådan siger Artigeardit med det borgerlige navn Ardit Aliti til Ekstra Bladet på den røde løber i forbindelse med det nystiftede EchoPrisen torsdag aften - afløseren for Zulu Awards.
Og det må man sige, at det gør.
For ikke nok med, at rapperen, som Ekstra Bladets musikanmelder, Thomas Treo, flere gange har rost, spytter hit på hit ud og generelt regnes for en af de største rap-stjerner i Danmark.
Det går også godt på hjemmefronten.
Den ellers normalt lidt sky Artigeardit fortæller således gladeligt om nyheden, da Ekstra Bladet spørger til hans kommende rolle som far.
En titel, han han først talte om i begyndelsen af marts i et af sine sjældne store interviews - i det tilfælde med Danmarks Radio.
- Ja, jeg får en lille søn til juli, siger stjernen på løberen i KB Hallen ved showet, der først sendes på TV 2 Echo søndag aften.
- Bliver det ikke svært at kombinere det at have et liv på landevejen med at være forælder?
- Jo, selvfølgelig gør det det, men vi må bare tage det som det kommer og så få det til at fungere. Der er ikke andre valg jo.
- Du er jo ret privat anlagt, men kommer du aldrig på den røde løber med moderen til dit barn?
- Nej, men det er fordi, hun ikke selv har lyst til det. Så det er jo op til hende. Jeg ville ikke have noget imod, at hun kom med, men det styrer hun helt selv.
Artigeardit, der udsendte nyt album sidst i januar, er slet ikke færdig med at levere hits.
For det er en evig proces at være rap-stjerne i dag, hvor den unge fanskare med Spotify som fast ledsager på mobilen kræver nye udgivelser med jævne mellemrum for at bevare interessen.
- Der er altid ny musik på vej. Vi er jo i studiet hele tiden, siger Artigeardit.
Han fortsætter:
- Der sker en masse ting til sommer, men det er alt sammen overraskelser, lover rapperen sine fans og opfordrer samtidig til, at man holder godt øje med hans sociale medier.
Og netop fans betyder en hel del for ham:
- Mine fans påvirker mig. De er alle rigtig søde, når jeg er ude og møder dem - de vil gerne have taget billeder osv. De er glade for at se mig, og jeg er selvfølgelig også glad for at se dem, siger rapperen.