Dansk rockband fylder Parken

The Minds of 99 gennemfører omsider deres udsatte kæmpekoncert med 50.000 fans i København

Niels Brandt i spidsen for The Minds of 99 i udsolgt Royal Arena anno 2019. Foto: Per Lange
Niels Brandt i spidsen for The Minds of 99 i udsolgt Royal Arena anno 2019. Foto: Per Lange

Det bliver ikke større.

The Minds of 99 har netop bekræftet, at det populære rockband er i stand til at gennemføre deres udsatte megakoncert i Parken lørdag 11. september.

Nattens genåbningsplan betyder, The Minds of 99 kan fylde det danske nationalstadion med fans.

4000 ekstra billetter til den i forvejen stort set udsolgte koncert er i dag sat i salg, og op mod 50.000 mennesker vil være på plads i Parken. 

Dermed ser The Minds of 99 ud til at tangere Volbeats bedrift i Parken i 2017, hvor kvartetten som det første danske band nogensinde gav koncert på hovedstadens mægtige stadion, der tilmed blev udsolgt på under en uge.

Utroligt glade
Frontmand Niels Brandt fra The Minds of 99 udtaler i en pressemeddelelse:

'Det her er vi utroligt glade for! Både på vores fans og vores egne vegne, men også hele livemusikken i Danmark, der har haft det utroligt hårdt under corona. Det er store ting, der er på spil her! Det er et fyldt Parken! Det var et stort move for os dengang i 2019, da vi annoncerede det, og det var vildt overvældende, så mange billetter vi solgte. Derfor var skuffelsen også kæmpestor, da vi ikke kunne gennemføre sidste år. Shit hvor vi glæder os til at se folk i øjnene. Det bliver enormt følelsesladet, tror jeg. Det er det allerede.'

Det er ikke nyt for The Minds of 99 at optræde på landets største scener. De har indtaget Roskilde Festivals enorme Orange to gange samt desuden spillet i en udsolgt Royal Arena.

De 4000 ekstra billetter sælges via livenation.dk og ticketmaster.dk

Billetpriserne er på mellem 270 kroner og 650 kroner plus gebyr.

The Minds of 99 anno 2020 - rockbandet blev dannet i København tilbage i 2012. Foto: Live Nation
The Minds of 99 anno 2020 - rockbandet blev dannet i København tilbage i 2012. Foto: Live Nation