Dansk sanger: - Jeg følte mig forkert

Katinka fandt sin plads, da hun fandt scenen og musikken. Efter lang tid uden spillejobs på grund af coronavirus glæder hun sig derfor til at spille en intim koncert på Ekstra Bladets hjemmeside

- Jeg kan godt lide at kunne mærke mig selv i musikken, for så kan andre måske også mærke noget i sig selv, siger Katinka, der glæder sig til at spille en mere intim koncert i Københavns Zoo. Foto: Aleksander Klug
- Jeg kan godt lide at kunne mærke mig selv i musikken, for så kan andre måske også mærke noget i sig selv, siger Katinka, der glæder sig til at spille en mere intim koncert i Københavns Zoo. Foto: Aleksander Klug

Du kan LIVE og gratis se den eksklusive koncert med Katinka på eb.dk fredag aften klokken 20.00.

Katinka Bjerregård lever med sine indre dæmoner.

Den 29-årige sanger og sangskriver følte sig forkert gennem hele sin folkeskoletid. Hun følte først, at hun fandt sit ståsted, da hun opdagede, at hun kunne være sig selv på scenen med sin ukulele i hånden.

- Jeg kan godt føle mig amputeret, når jeg ikke kan stå på en scene. Og under den her tid med coronavirus skal man være en kreativ gøgler for at finde ud af, hvordan man kan komme ud og spille foran et publikum, siger hun.

Se også: Dansk sangerinde har født tvillinger

Men fredag bliver Katinka hel igen - hun skal nemlig spille koncert foran et mindre publikum på et ganske særligt sted. Nemlig i Københavns Zoo ved pandaerne.

Koncerten bliver streamet gratis på ekstrabladet.dk klokken 20, så alle kan se med, når hun sammen med guitarist og producer Simon Ask skal spille.

Katinka har også kastet sig ud på de skrå brædder. I månederne efter endt barsel i januar spillede hun med i 'Jagten på det gode menneske' på BaggårdTeatret. Foto: Aleksander Klug
Katinka har også kastet sig ud på de skrå brædder. I månederne efter endt barsel i januar spillede hun med i 'Jagten på det gode menneske' på BaggårdTeatret. Foto: Aleksander Klug

Er man vant til at se Katinka på Heartland eller Roskilde Festival, så må man forvente, at fredagens koncert kommer til at vise en anden og mere skrøbelig side af deres musik.

- Det bliver mere intimt end normalt, fordi det bare bliver guitar og ukulele. Sangene er kogt ned til essensen og barberet ned til det, det handler om, fortæller Katinka, der sidste år blev mor til tvillinger.

Passede ikke ind
Katinka, som er kendt for sin skrålende, langsommelige og udstrakte vokal på numre som '2000 Meter I Frit Fald' og 'Vi Er Ikke Kønne Nok', skriver, så man kan mærke hende. Og når hun skriver tekster, er det med afsæt i sin eget indre.

- Min folkeskoletid var ikke nogen succes. Det var år i mit liv, hvor jeg følte mig meget forkert. Jeg har stadig nogle knuder, som jeg også stadig kan mærke til. Jeg følte mig skæv, og at jeg ikke kunne være mig selv, siger hun.

Se også: Dansk sanger: Derfor trækker jeg stikket

Katinka fortæller, at hun sådan set havde et godt barndomshjem. Men at hun bare aldrig følte, at hun passede ind.

- Nogle dage vælter verden mig omkuld. Men sådan er det - det er min verden, siger Katinka, der altid 'mærker meget', når hun skriver musik. Foto: Aleksander Klug
- Nogle dage vælter verden mig omkuld. Men sådan er det - det er min verden, siger Katinka, der altid 'mærker meget', når hun skriver musik. Foto: Aleksander Klug

Så musikken er blevet en måde for Katinka at 'fordøje verden'.

- Selvtilliden fik virkelig et hak i tuden i den tid, hvor man skal bygge den op. Det mørke sidder stadig på rygraden.

- Men med musikken kan jeg gøre noget mørkt til noget smukt, siger hun.

Når Katinka skal spille til Ekstra Bladets fredagskoncert, bliver det i en mere sart og skrøbelig version, end mange er vant til at se. Foto: Aleksander Klug
Når Katinka skal spille til Ekstra Bladets fredagskoncert, bliver det i en mere sart og skrøbelig version, end mange er vant til at se. Foto: Aleksander Klug

Ny musik i vente
Katinka var sidst pladeaktuel i 2018, men efter sommeren skal hun og resten og bandet tilbage og skrive nyt materiale. Og det bliver helt sikkert stadig tekster skrevet direkte fra hjertet.

- Jeg tror aldrig, jeg lander helt. Selvom jeg har en dejlig mand og så videre. Der er bare aldrig styr på livet.

Se også: Chief 1 om Rockers-comeback: - Man ved sgu aldrig

- Nu hvor jeg er mor, skal jeg kunne skrive fra et kaossted. Det kan være magisk med tvillingerne, men korthuset er nærmest hele tiden ved at vælte. Men det er også kaos i sig selv at være musiker, siger hun.

Katinka Bjerregaard og Simon Ask blev til bandet Katinka i 2012. Siden da er bandet blevet to medlemmer større, og de har blandt andet vundet DR's talentudviklingsprogram KarriereKanonen og vundet flere priser.

Koncerten med Katinka kan streames live på ekstrabladet.dk og starter klokken 20. Allerede fra klokken 19 kan du deltage i vores liveblog, som er tilgængelig gratis på vores hjemmeside her. Du kan også tilmelde dig vores Facebook-event her.