Dansk verdensnyhed breder sig

Sommeren byder på storstilede drive-in-arrangementer med omkring 600 biler i landets største byer

Den aarhusianske rapper L.O.C. er blandt de første navne, som er offentliggjort til konceptet Drive In - Live. Foto: Heidi Skibsted
Den aarhusianske rapper L.O.C. er blandt de første navne, som er offentliggjort til konceptet Drive In - Live. Foto: Heidi Skibsted

Danmark har ikke ligefrem tradition for at være på forkant med udviklingen, når det gælder musik, men fænomenet drive-in-koncerter er en undtagelse.

Begivenheden gik verden rundt, da popsangeren Mads Langer i april optrådte for publikum i biler ved en koncert i Aarhus, og nu spreder konceptet sig.

Overrasket Mads Langer: Går viralt verden over

Danmarks førende eventbureau, Live Nation, har netop afsløret en ambitiøs plan for at præsentere drive-in-arrangementer i landets største byer den kommende måned, hvor coronakrisen fortsat umuliggør konventionelle koncerter.

Under titlen Drive In - Live kan man fra sin bil opleve blandt andre L.O.C., Mads & Monopolet og familieunderholdning fra Onkel Reje. Flere navne følger de kommende dage.

Aldrig sket før
I hovedstaden finder arrangementerne sted i Københavns Lufthavn i perioden 20. maj til 1. juni. Odense, Aarhus, Aalborg og Herning får også besøg af det opsigtsvækkende påfund.

Det er første gang nogensinde, at området ved Københavns Lufthavn bruges til koncerter.

'Vi lever af - sammen med gode samarbejdspartnere - at give mennesker muligheder for at få gode oplevelser og spændende rejser. Lige nu er det jo lidt svært i den aktuelle sundhedskrise, men til gengæld kan vi være med på artisternes rejse tilbage til publikum. Vi er jo Danmarks centrum for både længsel og gensynsglæde, så derfor er vi glade for at kunne stille vores faciliteter til rådighed for arrangementet,' siger Peter Krogsgaard, Kommerciel Direktør, Københavns Lufthavn, i en pressemeddelelse.

Svigter fans: Løftebrud i Royal Arena

Prisen på de enkelte shows varierer, men publikum betaler per bil med op til fem personer. Der er plads til cirka 600 biler per event.

Billetsalget begynder på onsdag 13. maj klokken 10 via Ticketmaster.

Kæmpe danske koncerter flyttes

Der vil være mulighed for at købe drikkevarer (naturligvis alkoholfri) og snacks til alle arrangementer. Live Nation opfordrer til, at man undlader at dytte.

Se yderligere info på driveinlive.dk

Mads Langer samlede en række biler til popkoncert i Aarhus 24. april. Foto: Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix
Mads Langer samlede en række biler til popkoncert i Aarhus 24. april. Foto: Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix