- Det er ret fantastisk! Jeg er i hvert fald ovenud lykkelig, siger Jonas Jeberg.
Det forstår man godt.
Den 43-årige bornholmer står bag det mest spillede nummer i amerikansk radio for tiden, og efter seks år med bopæl i Los Angeles er sangskriveren og produceren endegyldigt slået igennem på verdens største plademarked.
Popchok: Bornholmer nummer et i USA
Hitmageren har leveret ørehængeren 'High Hopes' til det amerikanske popband Panic! At the Disco, som har ført sangen til førstepladsen på radiocharten og femtepladsen på den legendariske hitliste Hot 100 i Guds eget land.
- Sangens budskab om, at man skal tro på sig selv, resonerer meget godt med den amerikanske drøm, ler Jonas, da Ekstra Bladet har ham i telefonen fra hans hjem i Hollywood Hills.
Stor del af kagen
Danskeren har tidligere samarbejdet med verdensstjerner som Kylie Minogue, Nicki Minaj, Selena Gomez og Demi Lovato, men ’High Hopes’ er hans største hit nogensinde. Og formentlig også det mest lukrative:
- Jeg ved egentlig ikke, hvor meget, jeg kommer til at tjene på det, men herovre siger de pladeselskabsfolk, jeg har talt med, at hvis man ligger nummer 1 på radiocharten nogle uger, så er der omkring 5 millioner dollars i det.
Uimodståelig: 152 cm sex og charme
Det svarer til 33 millioner kroner, som manden fra Rønne dog skal dele med en række udenlandske kolleger, der har hjulpet til med at skrive kæmpehittet. Hele ni sangskrivere har en andel i ’High Hopes’, men ingen får mere af kagen end Jonas, som vurderer, at han burde få råd til et nyt hus for sine anstrengelser.
Kapaciteten studerede på konservatoriet i København, men sprang fra efter et par år, da et pladeselskab gav ham en mulighed, han ikke kunne sige nej til.
Mellem 2005 og 2010 var Jonas halvdelen af et makkerpar med en anden succesfuld udenlandsdansker, Cutfather alias Mich Hedin Hansen, og i 2012 tog han skridtet fuldt ud og flyttede til Los Angeles med sin kone og parrets to børn.
- Det blev simpelthen for upraktisk at flyve frem og tilbage hele tiden, forklarer Jonas.
Nicki Minaj: Røvtur på Roskilde
Han skriver op mod 100 sange om året, og mellem 15 og 25 af dem får han solgt. En af dem var altså ’High Hopes’, der imidlertid ikke blev revet væk:
- Jeg prøvede at få Nicki Minaj og mange andre til at indspillede den, men alle afviste den og sagde, at den ikke lød som et hit, griner Jonas.
Det kan han fortsætte med hele vejen til banken.