SMUKFEST OVRE i Skanderborg bliver nødt til at finde et nyt navn. Festivalen er i hvert fald ikke den smukkeste i landet længere. Det er fynske Heartland, der de forgangne to dage fik en imponerende opstart i fortryllende på grænsen til magiske omgivelser ved Egeskov Slot.
DEN MALERISKE ramme var måske nok flottere end indholdet, men Danmark har fået en anderledes og ambitiøs nichefestival i international klasse. Grevinde Caroline Ahlefeldt omtalte i sin åbningstale Heartland som et opgør imod ’dumhed’, og fordummende og fladpandet var underholdningen ikke. Snarere højpandet. Og fuldskægget.
Festival imod dumhed og Kardashian
UNDERHOLDENDE var den nu også sjældent, og man blev i hvert fald ikke klogere af at opleve legenden Brian Enos lydinstallation ’The Ship’. Man fik lyst til at springe i voldgraven. Originaler som Mikael Simpson og Mark Kozelek flød ovenpå, men de plejer at stikke dybere.
KONCERTERNE LÅ generelt på et lidt for behersket niveau, hvilket dog passede godt til sindsstemningen i den idylliske slotspark, hvor man kunne gå rundt en hel weekend og nøjes med at høre fuglene synge. Påfuglene skræpper dog frygteligt.
HEARTLANDS SÅKALDTE ’talks’ var velbesøgte, og det samme var madboderne. Der var alt for lange køer, selvom de økologiske serveringer ikke var synderligt mere appetitlige end på NorthSide, Tinderbox og Roskilde. Kun Grøn Koncert byder stadig på fastfood anno 1987.
Nærkontakt på Fyn: Var det en ufo?
ARRANGØRERNE VILLE ikke oplyse publikumsantallet, men der var helt åbenlyst ikke gæster nok til, at festivalen løber rundt i premiereåret. Det gør den slags aldrig. Og alle kommer nok igen næste år. De tager sikkert naboen og kæresten med.
DET MUSIKALSKE hovednavn The Flaming Lips har optrådt på festivaler overalt i verden gennem mange år. Selv amerikanerne blev overvældede af Heartland. Fra scenen sagde frontmand Wayne Coyne, at han håbede, festivalen også findes om 1000 år. Det var ingen vist uenige i.