Så gik den ikke længere.
Gilli har ligget nummer et på albumlisten med debuten 'Kiko' siden sidst i juli, men otte uafbrudte uger helt i top var foreløbigt, hvad det blev til for den danske hitkonge.
Utroligt: Dansker tæver superstjerner
Post Malones 'Hollywood's Bleeding' brager nemlig som ventet direkte ind på førstepladsen i Danmark, mens albummet desuden tager teten i blandt andet USA, Storbritannien, Canada og Australien.
Den texanske rapper havde også enorm succes med sine første to album, 'Stoney' og 'Beerbongs & Bentleys', der begge stadig er på den danske top 40.
Ny som nummer to herhjemme er Gillis makker Kesi, som er aktuel med ep'en '888'. 'Kiko' falder ned på tredjepladsen efter for længst at have opnået platin.
Gilli og Kesi overalt
Der er yderligere to nyheder i top 10. Stepz lander på femtepladsen med solodebuten 'Stepzologi'. Rapperen er medlem af MellemFingaMuzik og supergruppen Molo. Både Kesi og Gilli medvirker på 'Stepzologi'.
Søren Huss indtager 8. pladsen med 'Sort & hvid til evig tid', hvor Gilli og Kesi ikke er med.
Normalt udsendes album om fredagen, men 'Sort & hvid til evig tid' kom en tirsdag og 'Stepzologi' en torsdag. Da listen opgøres på baggrund af salg og streamning fra fredag til torsdag konkurrerer de dermed ikke på lige vilkår med andre udgivelser.
Fadæse: Volbeat lyver om nedtur
Volbeats 'Rewind, Replay, Rebound' fortsætter nedturen og dumper fra 12. til 23. pladsen.
Se den aktuelle danske albumliste og singlechart på hitlisten.dk
Australske Tones & I er for fjerde uge i træk nummer et på singlelisten med 'Dance Monkey'. Charten domineres ellers af - du gættede det - Gilli og Kesi.