Døde pludseligt: Var i gang med ny musik

Så sent som for en måned siden virkede alt til at være i skønneste orden i Kim Larsen-lejren

Musikekspert Dan Rachlin, opinionsredaktør Mads Kastrup og redaktør på Ekstra Bladet Peter Sloth ser her tilbage på Larsens karriere og betydning (Producer: Martin Lorentsen)

For blot 35 dage siden var der lutter højt humør og positivt syn på fremtiden at spore på Kim Larsen og Kjukkens officielle Facebook-side.

Her fremgik det, at bandet havde planer om at mødes igen til efteråret og arbejde med Kim Larsens nye sange.

'Vi samles igen over efterår og vinter, hvor vi begynder at arbejde i øvelokalet med Larsens nye sange', står der i bandets opslag fra 26. august.

Kræft
Noget pludseligt og alvorligt i forhold til Kim Larsens helbred må derfor være indtruffet i løbet af den seneste måned.

Det er ikke blevet meldt officielt ud, præcis hvad dødsårsagen er, men i begyndelsen af 2018 meddelte Larsen, at han var blevet ramt af prostatakræft og var i behandling for den frygtede sygdom.

Senere meddelte hans mangeårige ven og impresario Jørn Jeppesen, at det heldigvis gik den rigtige vej for Larsen.

- Det går rigtigt godt fremad med Kim Larsen, og han følger rekreationsplanen fint, lød det fra Jeppesen, hvis positive forudsigelse desværre viste sig ikke at holde stik.

Flere koncerter
Det ser desuden ud til, at Kim Larsens helbred 26. august var så godt, at han og hans trofaste Kjukken-musikanter ikke mente, at man havde spillet de sidste koncerter.

'Der er pt. ingen nye koncertplaner, men så snart det bliver planlagt, offentliggør vi det på denne side', skrev bandet.

Dette års sommerkoncerter blev Larsens sidste. Foto: Katrine Becher Damkjær/Ritzau Scanpix
Dette års sommerkoncerter blev Larsens sidste. Foto: Katrine Becher Damkjær/Ritzau Scanpix
 

Derfor kom det som et ekstra stort chok for hans mange fans, da det søndag formiddag 11.15 blev meddelt via Kim Larsen og Kjukkens Facebook-side, at 72-årige Kim Larsen var sovet stille ind omgivet af sin familie.

Hvis man håber på at se Kim Larsen blive bisat ved den storstilede statsmandsbegravelse, som de fleste mener, han fortjener, kan man godt tro om igen.

Det oplyses nemlig, at bisættelsen vil finde sted i absolut stilhed og helt privat.

Send din sidste hilsen til Kim Larsen HER

De kendte mindes Kim

Danske musik- og kulturpersonligheder mindes Kim Larsen - læs nogle af reaktionerne her:

Thomas Helmig, musiker på Instagram:

For få uger siden fik jeg en bog af Kim, en bog han syntes jeg burde læse, den hed "min far er ikke bange for noget"

Det var en smuk, barsk og klog roman, præcis som Kims bedste sange.

Jeg anbefalede ham et par bøger og han svarede : "har været der" - han havde læst alt !

Tænk at jeg ikke længere skal glæde mig til hans næste album.

Tænk at jeg ikke længere skal glæde mig til næste gang jeg møder ham......

Tænk at han ikke er her mere.....

Det største træ i skoven er faldet.....

Jeg savner ham allerede.

Tak

Nikolaj Koppel, pianist, tv-vært og underdirektør i Tivoli, på Twitter:

- Hvil i fred, Kim Larsen. Få sangskrivere indrammer den danske folkesjæl, som du gjorde. Dine melodier vil leve videre i mange generationer.

Kulturminister Mette Bock (LA) på Twitter:

- Folkeskjalden Kim Larsen er død - men hans musik lever videre i os alle. Det er vi dybt taknemmelige for. Æret være Kim Larsens minde.

Kasper Schmeichel, målmand for det danske fodboldlandshold, på Twitter:

- Hvor er det sørgeligt at høre Kim Larsen er død. Er vokset op med hans sange. Den mest ikoniske danske musiker nogensinde.

Forfatter Morten Pape på Twitter:

- 'Vi er dem de andre ikke må lege med/vi er det dårlige selskab' sang Kim Larsen og fik en hel generation af amagerkanere i Sundby Idrætspark til at føle sig set og hørt. Nu blev der stille. Nu er det forbi. Tak, Larsen.

Anders Lund Madsen, tv- og radiovært, på Twitter:

- Stille, alle sammen. Kim er død.

Kasper Winding, musiker på Facebook:

- The all time biggest rockstar in denmark Kim Larsen has moved on to another existence. I wish him a safe and fun journey. He even looked great in hot pants

Margrethe Vestager, politiker på Facebook:

- Rabalderstræde er en gade, hvor den slet, slet ikke får for lidt ...” må du få det hele hvor du er nu. Tak for flabetheden og kærligheden. Hvil i fred Kim Larsen.

Uffe Elbæk, politiker på Twitter:

- Et musikkapitel er slut. En historiefortæller af format har forladt scenen. Danmark er blevet en afgørende popkunstner fattigere. Kim Larsen er død. Og dermed er en stemme, en lyd, en nerve - som for mig var indbegrebet på 70ernes København - død. Tak for alt det du gav os. Tak.

Anders Samuelsen, politiker på Twitter:

Kim Larsen, lyden, stemmen, musikken, manden. Han var, ja baggrundstæppet og lydsporet til vores liv.

Han var den danske folkesjæl: Anarkisten, den evige drillepind, den følsomme sjæl, provokatøren. Plus den poetiske åre.

Fik du set det du ville? Fik du hørt din melodi?

Tak.

Søren Pape Poulsen, politiker på Twitter:

Fra mit første kassettebånd 'Midt om natten' til nu, har jeg sunget med på det hele. Tak for sangen - hvil i fred

Pernille Rosendahl, sangerinde på Twitter:

- Det, der ikke måtte ske, er sket. Kim Larsen er død. I går sang jeg Langebro ved to forskellige arrangementer. Det nummer får altid folk i total kontakt med sig selv. Tak for sangene. Tak for flabetheden. Tak for at minde os om alle livets sider. Far Vel fine Kim.

Oh Land, sangerinde på Instagram:

- Kim Larsen! Kan slet ikke forstå, at du kan dø. Du vil for evigt blive spillet i mit hjem. Hvil i fred. Jeg skruer helt op for din stemme.

Sebastian Dorset, komiker på Twitter:

- Mit livs første koncert var med Kim Larsen i Aalborghallen, engang midt i 70'erne. Mange år senere fik jeg den store ære at præsentere ham og Kjukken, og som måske den eneste i landet var han en mand, der ikke behøvede anden introduktion end sit navn. Hvil i fred.

Eb Radio widget B 

Kim Larsen - Blå Bog

Kim Melius Flyvholm Larsen blev født i København 23. oktober 1945, hvor han voksede op.

I 1968 blev han folkeskolelærer, indtil musikken for alvor trak i ham.

Han har siden 1970'erne været kendt som en af de ubetinget mest populære kunstnere i Danmark og har solgt millioner af plader.

Han flyttede ind på Sofiegaarden på Christianshavn, hvorefter han mødte Franz Beckerlee og Wili Jønsson, som han sammen med Bjørn Uglebjerg dannede gruppen Gasolin' med. Senere kom Søren Berlev med på trommer i stedet for Uglebjerg.

Værsgo
Larsen skrev flere sange, end gruppen havde brug for, og han udgav i 1973 sin første soloplade ved navn 'Værsgo', som er blevet ikonisk i dansk pladehistorie. Den indeholder blandt andre numrene 'Nanna', 'Joanna', 'Byens hotel' og 'Hvis din far gir dig lov'.

Inden det sendte han sammen med Gasolin' pladen 'Gasolin'' på gaden i 1971, fra den plade kom blandt andet 'Langebro'.

Kim Larsen drømte om at slå igennem internationalt og bosatte sig i USA, men endte med at vende hjem.

Skuespiller
Larsen er desuden kendt for sin rolle i succesfilmen 'Midt om Natten', hvor han modtog en Robert-pris for sin hovedrolle som Benny.

Soundtracket til filmen, som Larsen naturligvis leverede musikken til, er et af Danmarks bedst sælgende nogensinde.

Gasolin' har udgivet otte danske album, mens bandet også udgav fire album på engelsk.

Kim Larsen udgav syv soloalbum. Derudover har han indgået i eller samarbejdet med flere bands - heriblandt Kjukken.

1 af 2 Kim Larsen på scenen til dette års Smukfest i Skanderborg. Foto: Per Lange
2 af 2 Kim Larsen på scenen på Valdemars Slot 24. august. Koncerten blev en af hans sidste. Foto: Katrine Becher Damkjær/Ritzau Scanpix
Mest læste i Musik
Seneste i Musik
Hent flere

Thomas Treo skamhører

1.Walter Trout: 'Survivor Blues' (Mascot-album/Ude 25. januar)
2.Lifesick: 'Swept In Black' (Isolation-album/Ude 21. december)
3.Steve Mason: 'About the Light' (Domino-album/Ude 18. januar)

Rune Melchior Sjørvad skamhører

1.It Looks Sad: 'Sky Lake' (Tiny Engines-album/Ude nu)
2.State Champion: 'Send Flowers' (Feeding Tube-album/Ude nu)
3.Hyrevognene: 'Hyrevognene' (Mastermind-ep/Ude nu)
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen