I et opslag på Facebook lufter den 47-årige sanger sin ærgrelse over at misse årets udgave af Smukfest - tidligere kendt som Skanderborg Festival.
I opslaget skriver han, at han - så vidt han husker - ikke har misset en Smukfest siden 1983, hvilket - med lidt hurtig hovedregning - vil sige, at han med undtagelse af coronaaflysninger har indfundet sig i bøgeskoven hver sommer i små 40 år.
Årsagen til det ufrivillige fravær er, at Sommer netop nu er travlt optaget med teaterkoncerten 'I morgen er alt muligt', der spiller på Aveny-T på Frederiksberg fra 15. september.
Den lokale trumf
'Har vist ikke redi misset en Smukfest siden 1983. I år står den bare på teater på Frbrg. Så nu vil jeg ikke salte eget sår yderligere og blot ønske alle jeg kender lokale som tilrejsende, en udemærket men ikke altfor(!) legendarisk udgave af dette frivillighedsoverflødighedshorn, dette skøre og skønne orgie, denne lokale trumf. Hyg', lyder det fra Peter Sommer i opslaget.
Teaterkoncerten, der for tiden tager al Peter Sommers tid, er bygget over 20 af Peter Sommers velkendte sange fra det omfattende bagkatalog, men ifølge teatrets hjemmeside vil også nyere sange som 'Dødsruten', 'Din idiot (jeg skulle have været din idiot)' og 'De uforelskede i København' indgå i den to timer lange forestilling.
8660
Peter Sommer er født i Aarhus, men opvokset i Skanderborg.
Han har blandt andet skrevet sangen '8-6-6-0' (Skanderborgs postnummer), hvor han hylder byen med ordene 'Aarhus har det, og Esbjerg har det - måske København. Odense har det, og Aalborg har det. Danmark er uden for dig, men Skanderborg er inden i mig. Gid du kom til Skanderborg og blev her'.