Efter kritik: Nu svarer Joy igen

- Jeg vil også have lov at glæde mig, lyder det fra kulturministeren, der fik ørerne i maskinen efter en kommentar om, at 'Det bliver en god sommer'

Kulturminister Joy Mogensen gentager og understreger nu sin medfølelse med de aflyste musikfestivaler. Foto: Ritzau Scanpix
Kulturminister Joy Mogensen gentager og understreger nu sin medfølelse med de aflyste musikfestivaler. Foto: Ritzau Scanpix

En hyggelig aften til premieren på Odenses Sommerrevy fik en begejstret Joy Mogensen til på Facebook at konkludere: 'Det bliver en god sommer.'

Den analyse var den jyske festivalboss Brian Nielsen imidlertid lodret uenig i.

Han står bag de to store musikfestivaler Northside og Tinderbox, der for andet år i træk er nødt til at aflyse på grund af coronarestriktioner.

På Facebook fyrede han derfor en bredside af mod kulturministeren, som han kaldte taktløs og mindede om, at det for mange - ikke mindst skuffede festivalpengemænd - bliver en 'lortesommer'.

Efter Ekstra Bladet beskrev uenigheden, ændrede Joy Mogensen sin Facebook-opdatering fra 'Det bliver en god sommer' til 'Det bliver godt igen'.

Før:

Efter:

 

Glæde og sorg
Til Ekstra Bladet forklarer Joy Mogensen nu i et skriftligt svar, hvorfor hun skrev, som hun gjorde.

'Jeg vil også have lov at glæde mig over det, der kan lade sig gøre i kulturlivet i sommermånederne, for eksempel at vi kan komme til revy, som jeg var i aftes,' lyder det fra kulturministeren, der minder om, at hun tidligere tydeligt har tilkendegivet, at hun har ondt af de festivaler, der er ramt af aflysninger.

'Jeg har ikke lagt skjul på, at det er en stor sorg for mig, at festivalerne for andet år i træk må aflyse, for de er nok de største fælles kulturoplevelser, vi har,' meddeler hun.

Hele Joy Mogensens svar

Jeg har ikke lagt skjul på, at det er en stor sorg for mig, at festivalerne for andet år i træk må aflyse, for de er nok de største fælles kulturoplevelser, vi har.

Det skrev jeg på min Facebook-profil i tirsdags, hvor ni ud af ti af Folketingets partier havde lavet den aftale om genåbning, som desværre betyder, at der ikke er plads til at have flere end 2.000 deltagere til fx koncerter og på festivaler, hvor publikum står og går rundt mellem hinanden.

Men jeg vil også have lov at glæde mig over det, der kan lade sig gøre i kulturlivet i sommermånederne, for eksempel at vi kan komme til revy, som jeg var i aftes. I går åbnede teatrene, biograferne, spillestederne, koncertsalene og store dele af idrætslivet for voksne også.

Og i løbet af sommeren vil der være muligheder for at høre musik udendørs. I pressen har en række mindre festivaler givet udtryk for, at de vil blive gennemført. Et bredt politisk flertal har aftalt at tilføre yderligere 200 mio. kr. til aktivitetspuljen, som støtter kulturaktiviteter under coronarestriktioner - som for eksempel et mindre publikum end normalt.

Regeringen har derudover lige som led i en sommerpakke foreslået at afsætte 315 mio. kr. til, at kultur- og idrætslivet kan få en tiltrængt saltvandsindsprøjtning, som også kan komme til at gavne musiklivet, hvis Folketingets partier bakker op om det.

Jeg håber, at vi alle – både publikum og arrangører – vil være med og bakke op om, at vi får det maksimale ud af de muligheder, der er.

Festivaler i skatteparadis
Trods de aflyste festivaler er der en god chance for, at Brian Nielsens festivaler ikke går nedenom og hjem.

Tinderbox og Northside søger nemlig samlet om 48 millioner kroner fra den danske stat, til trods for at de som fortalt i Ekstra Bladet ejes af selskaber med adresse i skatteparadiset Luxembourg.

Festivalgængerne kalder det 'ærgerligt' og 'ansvarligt', at festivalerne er aflyst.