Eivør: Fem plader der ændrede mit liv

Den plade- og turneaktuelle færing om en håndfuld plader, der gjorde en forskel

Den 32-årige færøske sangerinde Eivør er aktuel med hele to album samt en danmarksturne. (Foto: Sigga Ella)
Den 32-årige færøske sangerinde Eivør er aktuel med hele to album samt en danmarksturne. (Foto: Sigga Ella)

Den færøske sangerinde og komponist Eivør Pálsdóttir udsendte i 2000 sit debutalbum, da hun blot var 16 år gammel, og siden er det blevet til en lang række udgivelser, der har vist påvirkninger fra både folk, jazz, electronica, bigband plus det løse. Det resulterede bl.a. i en nominering til Nordisk Råds Musikpris i 2013. I fredags udsendte hun to album på en gang - det engelsksprogede 'Bridges' samt 'Slør', hvor hun udelukkende synger på færøsk. og hun er lige nu på danmarksturne, der den kommende tid bringer hende til København, Vejle, Esbjerg, Sønderborg, Herning og Vanløse.  Vi har i den anledning bedt hende finde fem plader frem, der har inspireret hende undervejs.

Marie Boine: ’Goaskinviellja – Eagle Brother’ (1993)

 - Jeg har lyttet meget til den her plade med Mari Boine – især da jeg var yngre. Selv om jeg ikke kunne forstå ordene, så var der noget ved musikken, som jeg kunne genkende inde i mig selv. Hendes stemme bringer mig til naturen, og denne plade har inspireret mig rigtig meget.

 

Joni Mitchell:  ‘Ladies of the Canyon’ (1970)

 - En klassiker og nok min favorit Joni-plade. Den har det klassiske gode gamle lydbillede med akustisk guitar og stemme. Den her plade fik mig til at få lyst til at lære at spille guitar. Joni er også en af dem, der kan lave helt vildt avancerede melodier og samtidig få dem til at lyde naturlige og ubesværede – både med sit guitarspil og sang.

 

Se også: Mattias fra Dúné: Fem plader der ændrede mit liv  

Jeff Buckley : ’Grace’ (1994)

 - Jeg husker tydeligt den første gang, jeg hørte Grace. Det var en åbenbaring som ville noget, og jeg var ikke helt den samme efter det. Jeffs sårbare stemme, teksterne, melodierne, musikken. Ja, alt ved denne plade er i min optik et tidløst mesterværk.

 

Nick Drake: ’Five Leaves Left’ (1969)

 - Det er faktisk ikke så længe siden, jeg hørte Nick Drake for første gang, og hans musik rørte mig dybt. Jeg var på en lille turné sammen med min gode ven Teitur, og på køreturen spillede vi en masse god musik. Der spillede han blandt andet denne plade, og jeg har ikke kunnet holde op med at lytte til den siden. Der er en utrolig ro over Nick Drakes stemme. Hans guitarspil er meget unikt og personligt, og der hviler en smuk melankoli og mørke over hans musik.

Se også: Thomas Helmig: Fem plader der ændrede mit liv

Massive Attack: ’Mezzanine’ (1998)

 - Jeg var cirka 15 år, da nogle venner introducerede mig for denne plade. De første numre, jeg hørte var ’Angel og Teardrop’, og de er stadigvæk blandt mine all time favoritter. Det stenede, mørke, elektroniske univers fik mig til at høre musik på en ny måde.

 

1 kommentar
Vis kommentarer