Endnu en festival aflyser

Musik i Lejet var ellers positiv stemt og havde meldt program ud - nu aflyser de

Det er ikke muligt at afholde den populære festival i Tidsvilde Leje. Foto: Anthon Unger
Det er ikke muligt at afholde den populære festival i Tidsvilde Leje. Foto: Anthon Unger

'Musik i Lejet aflyser årets festival som følge af den nuværende Covid-19-situation og regeringens retningslinier for sommeren 2021', lyder det indledningsvist i en pressemeddelelse fra festivalen.

Her beklager arrangørerne sig over, at regeringen har været længe om at tage en beslutning omkring festivalernes skæbne.

'Urimeligt længe har regeringen undladt at melde noget ud til de danske festivaler. Derfor har det længe været uvist om Musik i Lejet 2021 kunne afvikles d. 22.- 23. - 24. juli i Tisvildeleje. I nat blev genåbningsplanen for sommeren besluttet. Desværre er festivalen igen i år nødt til at aflyse grundet den nuværende Covid-19-situation. Regeringens netop lancerede retningslinjer umuliggør at gennemføre et Musik i Lejet som ligner det som billetkøberne kunne forvente', skriver de.

Ikke muligt
Formanden for Musik i Lejet, Peter Maarbjerg, er meget berørt af aflysningen.

- Vi er utrolig kede af igen at skulle aflyse årets festival og vi havde håbet indtil det sidste at en udrullet vaccineplan og retningslinier for større events ville være lempet i en grad, der gjorde det muligt at forsamles til Musik i Lejet. Men set i lyset af situationen med Covid-19 og de retningslinier, der stadig gælder for større forsamlinger, så er en aflysning desværre den eneste løsning.

Han er dog positiv omring 2022.

- Det skal med det samme siges, at vi tror og håber, at festivalen kan blive afviklet igen på normal vis i 2022. Nu er vores fokus rettet mod at få samlet skårene sammen med alle de skuffede deltagere, frivillige og leverandører, lyder det.

I forhold til billetterne til både i år og sidste år, gør man det nu muligt at refundere billetten eller at videreføre den til 2022.

Da dette er andet år billetterne kan overføres, vil der med stor sandsynlighed ikke være mulighed for at skaffe sig en billet næste år, hvis alle vælger at videreføre billettten.

Det næste Musik i Lejet er planlagt til 22-24 juli 2022.