Får tæsk: Pinligt for landsholdet

Gulddrengs sang til EM har betydeligt større succes på Spotify end Alphabeats officielle med spillerne

Alphabeat og landsholdet har tilsyneladende lavet et selvmål. Foto: Anders Kjærbye/fodboldbilleder.dk
Alphabeat og landsholdet har tilsyneladende lavet et selvmål. Foto: Anders Kjærbye/fodboldbilleder.dk

Hvis fodboldlandsholdet klarer sig lige så dårligt til EM, som de gør på Spotify, kan danskerne godt begynde at trampe på klaphatten.

Den officielle slutrundesang, 'Danmarks Dynamite', som spillerne har indsunget med Alphabeat, taber stort til fænomenet Gulddreng, der er genopstået med EM-singlen 'Helt sikker'.

I går lå Gulddreng nummer 7 på Spotifys dagligt opdaterede top 200 med 56.562 streams, mens Alphabeat og landsholdet var helt nede på 57. pladsen efter blot 19.862 afspilninger i døgnet på danskernes foretrukne streamingtjeneste.

I fodbold svarer det vel til et nederlag på 3-0.

'Helt sikker' har været i konstant fremgang på Spotifys chart, siden sangen udkom søndag, mens 'Danmarks Dynamite' til gengæld har været i frit fald, siden den fredag debuterede på femtepladsen.

Tommelen nedad
Også på YouSees hitliste er Gulddreng klart mest populær. Popstjernen er nummer 17. Alphabeat og landsholdet er nummer 40.

På YouTube sejrer 'Danmark Dynamite' imidlertid. Sangen har i skrivende stund 172.402 visninger. 'Helt sikker' må nøjes med 57.656, men da Alphabeats sang udkom to dage tidligere, konkurrerer de ikke på lige vilkår.

Spasmageren Gulddreng alias Malte Ebert dribler forbi landsholdet på Spotify. Foto: Frederik Barasinski
Spasmageren Gulddreng alias Malte Ebert dribler forbi landsholdet på Spotify. Foto: Frederik Barasinski

Hos YouTube har mere end 3200 givet deres mening om 'Danmarks Dynamite' til kende. Knap 2400 havde vendt tomlen nedad tidligt onsdag aften, mens fingeren vender den anden vej for stort set alle 1100, der har en holdning til 'Helt sikker'.

I en afstemning hos Ekstra Bladet søndag foretrak 74 procent af læserne Gulddrengs bidrag, mens kun seks procent bedst kunne lide Alphabeats officielle sang med landsholdet.

20 procent af læserne brød sig ikke om hverken 'Helt sikker' eller 'Danmarks Dynamite'.

Rasmus Bjerg har også kastet sig ind i kampen om årets EM-sang. Komikerens 'Brug bolden' rammer streamingtjenesterne på fredag.

Landsholdets sange er blevet elsket og hadet gennem årtier. Læs mere om alt fra seks stjerner til 'landsforræderi' i Ekstra Bladets historiske gennemgang.

Alphabeat har sendt hilsen fra landsholdets træningslejr i Østrig til popgruppens fans. Video: The Bank