Familie ville lave egen festival: Nu er den aflyst

Der er ikke solgt nok billetter til den nye Fruering Festival ved Skanderborg, som arrangørerne nu har valgt at aflyse

Hitmageren Topgunn var blandt de annoncerede navne. Foto: Anthon Unger
Hitmageren Topgunn var blandt de annoncerede navne. Foto: Anthon Unger

Drømmene var store og tankerne bag prisværdige, men man nåede desværre ikke i mål. Familien Fig fra den lille landsby Fruering ved Skanderborg satte sig for at lave sin egen festival med flere kendte navne. Nu er den aflyst.

Det er nemlig ikke lykkes at sælge nok billetter i forsalg, og arrangørerne tør ikke satse på salget i døren.

- Vi forsøger nu at begrænse det økonomiske tab, men sådan et bliver der, for kunstnerne skal stadig have deres penge, siger et af familiemedlemmerne bag festivalen, Elin Fig, til TV2 Østjylland.

På plakaten var ellers navne som Moonjam, Sweethearts, Jonny Hefty og Jøden og Topgunn, og de var alle sat til at gå på scenen om én uge den 20. september.

Festivalpladsen skulle have været på Skårup Kirkevej 18 – familiens hjem i Fruering.

- Vi har kun fået solgt halvdelen af billetterne, og det forstår jeg egentlig ikke. Festivalen er blevet promoveret godt. Måske har jeg bare ikke is nok i maven og burde have satset, lyder det fra Elin Fig.

Familien havde også tilbudt, at deres grund kunne bruges som campingplads efter festivalen, hvor gæsterne kunne overnatte i telt eller campingvogn.

For 350 kroner havde gæsterne fået de store navne på hovedscenen og DJs kombineret med lokale amatørbands på en anden.

Måske for sent på året
Hvorfor det ikke er gået som forventet med billetsalget, kan Elin Fig kun gisne om.

- Måske er det for sent på året, og folk er blevet skræmt af det dårlige vejr, vi har haft på det seneste. Måske er det for langt ude på landet. Vi har ellers fået masser af positive tilkendegivelser på Facebook, så det er underligt, siger hun.

Håbet var at sælge 1200 billetter til festivalen, der i første omgang blev sat i søen som en opgradering af Elins mands fødselsdag.

- Vi skulle arrangere min mands 60-års fødselsdag, og vi er store fans af Moonjam, som vi gerne ville have til at spille. Bandet synes dog, at det var mange penge for os til en privat fest, så de spurgte, om vi ikke kunne gøre noget, har hun tidligere fortalt til TV2 Østjylland.

- Derfor tog vi fat i borgerforeningen, og så er vi mange musikinteresserede i familien. Så vi blev enige om at lave vores egen festival, lød det videre.

I den kommende weekend var det så meningen, at alt det praktiske skulle ordnes, så man ville være klar til at tage imod gæsterne på fredag.

Det bliver så ikke til noget, men en festival i landsbyen i fremtiden er ikke utopi.

- Det hele skal lige bundfælde sig, men min mand vil godt prøve igen. Så skal det måske kun være med mindre bands, siger Elin Fig.

Samtidig afslører hun, at fejringen af mandens 60-års fødselsdag i kølvandet på festivalens aflysning også er droppet.

72 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere

Thomas Treo skamhører

1.Sturgill Simpson: 'Sound & Fury' (Elektra-album/Ude 27. september)
2.David Hasselhoff: 'Open Your Eyes' (Cleopatra-album/Ude 27. september)
3.Xylouris White: 'The Sisypheans' (Drag City-album/Ude 8. november)

Rune Melchior Sjørvad skamhører

1.The Brotherhood of Sonic Love: 'Satellite Heart' (Sonic Love-album/Ude 4. oktober)
2.Trentemøller: 'Obverse' (In My Room-album/Ude 27. september)
3.Rebecca Lou: 'Bleed' (We Are Suburban-album/Ude nu)
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere