Fejrer millionindtægt med stor lønforhøjelse

Scarlet Pleasure har grund til at juble over 2019, hvor popdrengene har skovlet millioner ind

Scarlet Pleasure gav i maj koncert for Ekstra Bladets læsere. Foto: Per Lange
Scarlet Pleasure gav i maj koncert for Ekstra Bladets læsere. Foto: Per Lange

Scarlet Pleasure kunne sidste år fremvise et rekordgodt regnskab for 2018, og selvom indtjeningen ikke helt kan følge med i 2019, så kan bandet stadig glæde sig.

Det viser deres nyeste regnskab, der for nylig er blevet offentliggjort.

Gruppen, som består af Emil Goll, Joachim Dencker og Alexander Malone, kan fremvise en bruttofortjeneste på 3.785.480 kroner for 2019, hvilket er omkring 600.000 lavere end året før.

Bruttofortjeneste er en betegnelsen for indtægter fraregnet en række udgifter som varekøb og produktionsomkostninger, og det vides derfor ikke, om indtjeningen er faldet, eller om Scarlet Pleasure bare har haft stigende udgifter i løbet af 2019.

På bundlinjen er der dog en markant tilbagegang i 2019 i forhold til 2018, og modsat bruttofortjenesten er årsagen til det ganske klar i regnskabet.

Stor lønforhøjelse
Bandets medlemmer har nemlig fået noget af en lønforhøjelse for året, hvor der er blevet udbetalt 3.715.314 kroner.

Det svarer til en månedsløn på 103.203 kroner, hvis de tre medlemmer har fået lige meget. Det beløb skal der så betales almindelig indkomstskat af.

Det er en stor stigning i forhold til 2018, hvor Emil Goll, Joachim Dencker og Alexander Malone hver kunne hæve en gennemsnitlig løn på 56.413 kroner.

DK MusikNYT - 8. maj. 2020 - kl. 20:53 Helt vilde seere: Gense fremragende Scarlet Pleasure-koncert

'Årets resultat anses for at være tilfredsstillende,' lyder det i årsrapporten, hvor der også står, at coronavirussen formentlig får omsætningen til at falde i løbet af 2020.

'Ledelsen forventer en negativ påvirkning af selskabets omsætningen for 2020, og at selskabets omkostninger kan tilpasses den lavere omsætning,' står der.

Ekstra Bladet har forsøgt at få kontakt til Scarlet Pleasure via gruppens manager, Morten Winther. Han oplyser dog, at de ikke ønsker at kommentere regnskabet.