Annonce:
Annonce:

Festival jagtede konkursramte kollegers millioner

AiaSound var så hårdt pressede økonomisk forud for årets afvikling, at de igen og igen tiggede om hjælp fra Københavns Kommune

AiaSound fandt sted på Amager tidligere i august. Foto: Per Lange
AiaSound fandt sted på Amager tidligere i august. Foto: Per Lange
Annonce:
Følg Musik
Følg DK MusikNYT

'Jeg skriver til dig med en ydmyg om end alvorlig håndsudrækning.'

Sådan indledte talsmand og medstifter af AiaSound Festival, Frederik Kjærgaard, 20. juli 2022 en email sendt til kultur- og fritidsborgmester Mia Nyegaard hos Københavns Kommune.

Ekstra Bladet har tidligere beskrevet, hvordan festivalen søgte - og fik afvist - støtte hos kommunen. Nu viser en aktindsigt, at de igen og igen tiggede om millioner helt frem til kort inden afviklingen.

Ved du noget om sagen? Så skriv til Ekstra Bladets journalist her.

I mailen fra slutningen af juli gjorde Frederik Kjærgaard det klart, at festivalen, der fandt sted på Amager 11. til 13. august, var yderst pressede på likviditeten få uger før den planlagte afvikling.

Annonce:

Her skrev de blandt andet, at de stod i en økonomisk situation, 'hvilket vi som virksomhed ikke kan komme uden om, ikke er økonomisk gearet til, og som stiller festivalen i en afviklingskritisk situation,' lød det i mailen.

Årsagen til den pressede økonomi var ifølge Frederik Kjærgaard, at en række leverandører havde stillet strengere krav til betaling, hvilket allerede var gået ud over fire andre festivaler, der måtte dreje nøglen om i månederne op til.

Ifølge AiaSound var situationen helt ude af deres hænder, men alvoren er tydelig i mailen.

'Helt konkret har vi brug for en støtte eller lån fra Københavns Kommune på DKK 3,0 mio. Vi er villige til at stille alt til rådighed, der ville skulle til for, at det ville kunne lade sig gøre, om dette indebærer en klausul om at lånet skal indfries i uge 33/34 til fulde, inden der må udbetales penge til andre kreditorer,' lød det blandt andet i mailen.

Kultur- og Fritidsborgmester Mia Nyegaard afviste blankt at give eller låne penge til AiaSound.

Annonce:

'De beskrevne udfordringer, som AiaSound Festival står overfor, er selvsagt uheldige for jer. Dette ændrer imidlertid ikke på de tidligere afgørelser, der er truffet i sagen, og Kultur- og Fritidsforvaltningen har således desværre ikke umiddelbar mulighed for at bistå jer i forhold til den forestående festival,' svarer hun.

Hårdt ramt på økonomien

Det kneb med pengene forud for afviklingen af festivalen, har Ekstra Bladet tidligere beskrevet.

Efter den første festival i 2021, hvor navnet var ØreSound, lød underskuddet på 14.628.392 kroner, selvom ejerkredsen efterfølgende spyttede ti millioner i kassen, var der stadig en negativ egenkapital på mere end fire millioner kroner efter første års festival.

Ekstra Bladet erfarede, at der var været problemer med betaling for opsætningen på pladsen. Ikke alle samarbejdspartnere fik betaling til tiden.

Princes gamle band, The New Power Generation, meldte også afbud til festivalen med begrundelsen, at de ikke havde modtaget deres depositum i tide. AiaSound ønskede ikke at kommentere aflysningen overfor Ekstra Bladet.

Meldte om få billetter - men havde masser tilbage
For to måneder siden - helt præcis 14. juni - skrev AiaSound på deres officielle Facebook-side, at der var få billetter tilbage. Den oplysning turnerede de med flere gange efterfølgende på deres sociale kanaler, men alligevel var hverken partout- eller endagsbilletterne udsolgt, dagen før festivalen gik i gang.

Til Københavns Kommune oplyste AiaSound 20. juli - altså knap fem uger efter, at de meldte om 'få billetter' - hvordan det gik med billetsalget.

'Der er i skrivende stund solgt 7100 billetter med et stødt stigende billetsalg, som kun bliver bedre og bedre for hver uge vi nærmer os,' skrev Frederik Kjærgaard til kommunen

Antallet af gæster var dermed et godt stykke fra de 20.000 gæster, festivalen ifølge hjemmesiden havde plads til hver dag.

Over for Ekstra Bladet ønskede Frederik Kjærgaard forud for festivalen ikke at sætte konkrete tal på, hvor mange billetter de havde solgt, og efterfølgende ønskede han heller ikke at svare på det, da Gaffa spurgte.

Derudover solgte festivalen såkaldte 'evighedsbilletter' for henholdsvis 7499, 14.999 og 29.999 kroner. Ifølge beskrivelsen af disse billetter fik man dermed 'livstidsadgang til alle kommende events og festivaler arrangeret af AiaSound' samt to partoutbilletter til årets festival.

AiaSound bekræftede over for Ekstra Bladet, at pengene er tabt, hvis festivalen ikke vender tilbage.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Jagtede konkursramte kollegers skattemillioner

Sådan så det ud på bæredygtige AiaSound efter hovednavnet Tiëstos koncert på festivalen. Foto: Per Lange
Sådan så det ud på bæredygtige AiaSound efter hovednavnet Tiëstos koncert på festivalen. Foto: Per Lange
 

Mailen fra 20. juli er blot én af rækken af flere henvendelser fra AiaSound til kommunen, og festivalen tiggede i tiden op til festivalen flere gange om offentlige millioner.

Det skete blandt andet også 28. juni, hvor AiaSound tilsyneladende havde fulgt med i medierne. I dagene inden havde medier - heriblandt Ekstra Bladet - beskrevet, hvordan den københavnske festival Tomorrow var gået konkurs, kort efter Københavns Kommune havde tildelt festivalen støtte på 3,1 millioner kroner.

Kommunen havde allerede udbetalt én million kroner til Tomorrow, men AiaSound lurede, at der altså var to millioner kroner, som kommunen ikke skulle bruge på festivalen alligevel. De penge ville de have fingrene i.

Annonce:

'Med baggrund i stærk motivation, og per opfordring fra Dansk Industri og et udvalg af medlemmer i Kultur- & Fritidsudvalget, sender jeg hermed ansøgning vedr. AiaSound Festival Megaeventpuljen 2022. Dette gøres motiveret af det frigjorte beløb på DKK 2.000.000,-, som vores tidligere branchekollegaer hos Tomorrow havde fået bevilget i 2022,' skrev Frederik Kjærgaard således 28. juni til kommunen.

Her er festivalens pengemænd

Bag AiaSound er en række mænd med tunge pengepunge.

Festivalens hovedaktionærer er selskabet Bibjool ApS, som har markante ejere bag sig, der har blandt andet har forbindelser til kongehuset.

Johan Wedell-Wedellsborg er nær ven af kronprinsen - her er det kronprinsessen, han går med på den røde løber. Foto: Mogens Flindt
Johan Wedell-Wedellsborg er nær ven af kronprinsen - her er det kronprinsessen, han går med på den røde løber. Foto: Mogens Flindt

Den ene af folkene bag Bibjool ApS er nemlig Johan Wedell-Wedellsborg, som er søn af baron og skibsreder Ebbe Wedell-Wedellsborg. Han var i 2020 nummer 89 på listen over Danmarks 100 rigeste på grund af sit ejerskab af selskabet Weco, der på daværende tidspunkt havde en værdi af 1,7 milliarder kroner.

Derudover er han medejer af både Joe & the Juice og Emmerys.

For nylig led han dog et tab, der er noget større, end hvad han potentielt kan miste ved at lege festivalkonge. I selskabet Weco tabte de nemlig en halv milliard på en dårlig investering.

Ole Schielder Kristoffersen har tjent kassen på sin bagebiks Lagkagehuset, som han stiftede med Steen Skallebæk fra Haderslev. Foto: Jan Unger
Ole Schielder Kristoffersen har tjent kassen på sin bagebiks Lagkagehuset, som han stiftede med Steen Skallebæk fra Haderslev. Foto: Jan Unger

Som den anden hovedaktionær i selskabet Bibjool ApS sidder Ole Schielder Kristoffersen. Han var medstifter af Lagkagehuset, som han tjente mange millioner på at sælge.

I 2021 så det dog mindre godt ud for hans holdingselskab, Schielder Holding ApS, som endte med et underskud på 106 millioner. Det betyder dog ikke så meget i det store billede, da egenkapitalen stadig lyder på 403 millioner kroner.

Sådan er ejerskabet fordelt
Bibjool ApS ejer i alt 20-24,99 procent af AiaSound.

De to stiftere, Frederik Kjærgaard og Silas Storgaard, ejer hver mellem 15 og 19,99 procent af den festival, de har skabt, mens to rigmænd ved navn Lars Hermansen og Tim Sørensen ligeledes hver ejer mellem 15 og 19,99 procent.

Blankt afvist - igen
Få dage senere blev henvendelsen blankt afvist, fordi der allerede havde været deadline for ansøgninger til Megaeventpuljen - som Tomorrow i øvrigt heller ikke havde fået støtte fra i 2022, hvor pengene i stedet kom fra de såkaldte overførselsmidler.

Afvisningen fik en ærgerlig Frederik Kjærgaard til at brokke sig og bede Kultur- og Fritidsborgmester Mia Nyegaard om at tage et kig på ansøgningen alligevel.

Det fik de dog ikke noget ud af.

AiaSound klarede sig igennem årets festival, og spørgsmålet er så nu, hvor mange penge de kan kaste efter diverse bæredygtige tiltag, som de praler med at ville støtte.

Ekstra Bladet har tidligere forsøgt at få opklaret og indhente dokumentation for deres bæredygtige tiltag efter 2021-festivalen. Det var dog ikke helt let. Du kan du læse her.

AiaSound: Fair og lige vilkår

Ekstra Bladet har igen forsøgt at få en snak med AiaSound omkring festivalens regnskaber og budgetter, og hvorfor det ikke fremgår, at der bliver brugt penge på de bæredygtige tiltag, som de ellers slår sig op på.

Dét har Frederik Kjærgaard ikke svaret på. Talsmanden og medstifteren har dog i en mail fortalt om ansøgningerne om støtte til Københavns Kommune.

'Vi har ligesom de fleste andre kultur-, sports-, kunst- og eventaktører i Københavns Kommune søgt om støtte fra festival- og eventpuljen til specifikke poster af afvikling – vi sagsbehandles på lige fod som alle andre aktører og har ikke fået noget støtte fra festival- og eventpuljen – hverken i 2021 eller 2022,' skriver han og fortsætter:

'Vi har ligesom alle andre kultur- og eventaktører haft svære vilkår i 2021 og 2022 og har arbejdet for at komme i mål og afvikle. Det gjorde vi med AiaSound 2022, såvel som vi afviklede ØreSound 2021. Københavns Kommunes sagsbehandling foregår på fair og lige vilkår, og vi har ingen kommentarer at knytte til dette.'
 

Annonce:
Annonce:
Annonce:

Mere fra Ekstra Bladet+

Annonce:
Her har Mette Frederiksen tabt stort set alle slag
Annonce:

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Brugervilkår - Har du en bruger? Log ind

Annonce:
Annonce:
Annonce: