Første åbningsnavn nogensinde aflyser

ØreSound Festivals første kunstner nogensinde har aflyst sin koncert

Gæster på Lyden af Nibe kunne nyde ArtigeArdit tidligere på sommeren. Den fornøjelse må de undvære på ØreSound. Foto: Per Lange
Gæster på Lyden af Nibe kunne nyde ArtigeArdit tidligere på sommeren. Den fornøjelse må de undvære på ØreSound. Foto: Per Lange

Den danske rapper ArtigeArdit skulle i dag have været den første kunstner nogensinde, som skulle optræde på den nystartede ØreSound Festival i København.

Men det har sygdom nu sat en stopper for.

'Jeg er blevet syg! Det er ikke corona, men har ramt en influenza! Derfor er jeg nødt til at aflyse mit show i dag på ØreSound Festival'.

'Har ingen stemme - jeg havde ellers glædet mig', lyder det i en story på ArtigeArdits Instagram.

Aflysningen ærgrer forståeligt nok arrangørerne af ØreSound, som dog er forstående.

'Det er beklageligt, at ArtigeArdit må aflyse i sidste øjeblik, da både vi og rigtig mange af vores gæster har glædet os til at se ham! Men det sidste år har lært os alle, at helbred altid er førsteprioritet, så selvfølgelig støtter vi ArtigeArdit og ønsker ham god bedring', udtaler talsperson for festivalen, Jonas Nybro, i en pressemeddelelse.

ArtigeArdit skulle have åbnet hovedscenen klokken 14 i dag. I stedet optræder danske IceKiid.

Den nystartede festival foregår på Tiøren ved Amager Strandpark, og arrangørerne forventer 'tæt på udsolgt', hvilket vil sige 5000 gæster dagligt.