Formiddagsfest på Ekstra Bladet: - Det er nervepirrende

Clara ser frem til at afholde koncert for danskerne live på ekstrabladet.dk søndag formiddag

Clara er klar til søndagens koncert. Video: Privat

Søndag formiddag kan du opleve en personlig søndagsbrunch-koncert med Clara direkte fra hendes studie i Aarhus. Koncerten kan streames live på ekstrabladet.dk kvit og frit med start klokken 11.

Formålet med koncerten er at sprede glæde og god stemning, mens Danmark er lukket ned på grund af den omfattende spredning af coronavirus.

Seerne får med koncerten en unik mulighed for at komme tæt på Clara, der lige nu er aktuel med albummet Growing Up Sucks', og som blandt andet er kendt for hits som Nobody's Lover', 'Crazy' og 'Legend'.

Se også: Kun på Ekstra Bladet: Stor nyhed fra dansk topband

Under koncerten vil det desuden være muligt for seerne at stille spørgsmål til Clara i Ekstra Bladets liveblog, som bliver tilgængelig på ekstrabladet.dk en time før koncertstart.

Clara selv glæder sig meget til at give koncert live på ekstrabladet.dk. For den 19-årige popsanger er det noget helt nyt at skulle holde koncert over en livestream, hvor publikum ikke er fysisk til stede.

- Jeg ser frem til den, fordi det er en af de første livestream-koncerter, jeg laver, så på den måde er jeg ret spændt, fordi det er nyt, lyder det fra Clara, der fortsætter:

- Derudover er det også mange af mine nye sange, jeg skal spille, fra det nye album. Så der er mange ting at glæde sig til. Og så tror jeg bare, at det bliver et ret hyggeligt format, vi skal gøre det i. Det er brunch, og det har jeg heller ikke prøvet før. Så der er mange ting, der gør, at det her er en ekstra speciel koncert, siger hun videre.

Clara er netop nu aktuel med sit nye album. Foto: Sony Music Denmark
Clara er netop nu aktuel med sit nye album. Foto: Sony Music Denmark

Nervepirrende
Ifølge Clara gør det dog også oplevelsen lidt mere nervepirrende, at man ikke kan se eller fornemme, hvad publikum tænker eller føler, mens man optræder.

- Det er lidt mere nervepirrende, fordi man ikke kan se folks ansigter. Man ved ikke, hvad publikum tænker, og om de kan lide musikken. Det er jo en helt anden setting. Man står ikke på en scene og optræder, som man normalt gør, siger hun og tilføjer:

- Det er mere casual på en måde, men samtidig også virkelig mærkeligt og anderledes - og ja, nervepirrende, at der nok er så mange der ser med, men at man ikke kan se dem. Jeg er meget spændt på at prøve det.   

Fokus på det positive
For Clara er det også vigtigt at kunne være med til at sprede god stemning og energi i en tid, der for mange er domineret af bekymringer i forbindelse med coronavirus.

- Det her er jo ligesom vores artisters måde at holde hjulene i gang på. Vi er med til at skabe en balance, så der også er et modsvar til alle de triste coronahistorier. Der er også brug for nogle lettere historier og tiltag som for eksempel en livekoncert. Så det tænker jeg meget over, at jeg kan være med til at bidrage med, siger hun.

- Jeg valgte også at sige ja, fordi den måde hjemmekoncerten er rammesat på er meget professionel. Der bliver gjort noget ud af det med denne her hyggelige brunchstemning. Så både denne her blanding af at det bliver ret professionelt, men med en hyggelig stemning, det synes jeg bare lød mega fedt, siger hun videre.

Clara, der er niece til Thomas Helmig, har allerede mange hits på sit cv. Her ses hun til Sport 2019 i Jyske Bank Boxen. Foto: Claus Bonnerup
Clara, der er niece til Thomas Helmig, har allerede mange hits på sit cv. Her ses hun til Sport 2019 i Jyske Bank Boxen. Foto: Claus Bonnerup


Ifølge Clara kan man til søndagsbrunch-koncerten se frem til både nye og ældre numre og en stor portion hygge.

- Man kan forvente, at det bliver hyggeligt. Det var selv noget, jeg ville have lyst til at se klokken 11 om formiddagen, fordi jeg synes bare, at det lyder hyggeligt. Der er en afslappet stemning over det samtidig med, at det jo er en koncert, og det er ret professionelt. Så man kan forvente god stemning, good vibes og mig, der bare synger mit hjerte ud, understreger hun.

Koncerten med Clara kan streames live på ekstrabladet.dk og starter klokken 11. Allerede fra 10.15 kan du deltage i vores liveblog, som vil blive tilgængelig gratis på vores hjemmeside her.

Du kan også tilmelde dig vores Facebook-event her.

19 kommentarer
Vis kommentarer